Vinrute-del 2

I modsætning til vinruten i Alsace, som går gennem bakker, landsbyer og vinmarker et stykke væk fra Rhinen, løber stort set hele vinruten i Mosel langs Mosel floden, fra Trier i syd til Koblenz mod nord. Floden bugter sig gennem landskab med mange store sving, og hele vejen kører man med floden på den ene side og vinmarker på den anden. De fleste af markerne ligger på stejle skråninger på begge sider af floden, hvilket unægteligt stiller store krav til både pleje af planterne og høstning af druerne.

Mosel snor sig gennem landskabet med vinmarker på begge sider

Vi startede vores Mosel vintur med et besøg i byen Trier, som bryster sig af at være Tysklands ældste by. Men bortset fra resterne af den ældgamle borgmur, som tjener som indgang til bycentrum samt en imponerende kirke, var byen som de fleste andre byer. Til overflod fyldt med butikker, som repræsenterer de sædvanlige, internationale mærker.

Borgmuren i Trier bygget i år 180

Fra Trier gik det nordpå gennem noget af det smukkeste landskab Tyskland kan byde på. Og det kan efter vores mening sagtens måle sig med naturoplevelserne i både Spanien og Italien.
Da vi nåede til byen Bernkastel-Kues tjekkede vi ind på en campingplads, beliggende ned til floden og med en smuk cykelrute de tre kilometer ind til centrum. Bernkastel er en af de mange smukke småbyer langs Mosel, hvor man kan fornøje sig med at betragte de mange imponerende flotte huse, spise på en af mange lokale restauranter og naturligvis både smage og købe vin, direkte fra producenten.

Flere smukke huse her i Bernkastel
Weinstube Spitzhäuschen
Nok flyder Mosel stille, men ikke så sjældent stiger vandstanden. Mor Gretschen fortæller om de gange Bernkastel er blevet oversvømmet. Se mærkerne på huset

Moselområdet er leveringsdygtig i enorme mængder vin, lige fra Piesporter til hvidvin af virkelig høj kvalitet. Det er især Riesling, som tegner sig for langt den største vinproduktion.

Mosel er dog også andet end vinproduktion. Der er et omfattende udbud af krydstogtoplevelser, ombord på de lange, lave skibe, som sejler tusinder af turister på Mosel og ved Koblenz ind på Rhinen.

Krydstogt på Mosel

Derudover fungerer floden også som “landevej” for de lange flydende lastskibe, som sejler med sand, metaller, byggematerialer, affald og meget andet.

Flodpram på Mosel

Mosel var en stor oplevelse, som tegnede et noget andet og mere positivt billede af Tyskland, som ferieland (værsgo Michael).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *