Barca, Barca, Baaaaaarca!

En helt ny side af Spanien viser sig, når man kommer til det velhavende Catalonien og Barcelona. Vi kiggede lige forbi bøssernes paradis, Sitges (der ville Carina ikke bo) før vi indlogerede os på en campingplads 18 km syd for Barcelona. Det er en strategisk genial placering, for at tage på sightseeing i byen, men derudover får pladsen kun to stjerner i min bog. Kun få meter fra havet er her sikkert skønt om sommeren, men samtidig ligger vi meget tæt på lufthavnen, så der er en konstant larm fra fly der lander og letter. Nå, vi er her jo for at se Barcelona, og byens mange attraktioner.

I går brugte vi det meste af dagen på Ramblaen, havnen og de små sidegader. Vi sluttede af med at se den første bygning af byens store arkitekt, Antoni Gaudí. Paladset Palau Güell er et storslående værk, hvor Gaudí skabte en vanvittig smuk bolig for den meget velhavende familie Güell. Heldigvis vidste vi, at der jo er meget mere Gaudí i vente.

På taget af Palau Güell, hvor skorstenene er sirligt formede og besat med klinkestykker. I midten et tårn hvorfra lyset kan trænge ind og ses hele vejen ned i husets store centrale hall.
Indretningen af Palau Güell er pompøs og fantasifuld, både i udformning og materiale

I dag skulle vi så rigtig give den gas med museer og bygningsværker. Vi tog bussen tidligt til byen, og kort før vi skulle stå af, stiftede vi bekendtskab med endu en af Barcelonas særkender. En tysk turist råbte pludselig op i den overfyldte bus, at han var blevet frarøvet sin pung. “Ich bin gestohlen” “stop” “policia”. Efter en vild panik smed tyven pungen på gulvet og manden fik sin pung, men dermed slap tyven ( tyvene, da de jo oftest er flere om det) jo også væk, da ingen så, hvem der smed pungen.

Første stop var at besøge det berømte marked Mercat de la Boqueria, hvor tusindvis af folk flokkes for at købe de lækreste madvarer eller indtage morgenmad eller drikke en forfriskende frugtjuice. Vi havde derefter glædet os til at tilbringe nogle timer i Picasso museet, selvom vejret måske mere ansporede til at være udendøre. Og sådan blev det også. For museet er lukket om mandagen. Dårlig planlægning.

Hundredevis af mennesker maser sig ind på markedet

Det skulle nu ikke slå os ud, for den anden store begivenhed i dag var La Sagrada Familia, som vel nok er den største af Gaudis bygningsværker, som i øvrigt aldrig blev færdiggjort. Desværre er de så igang med den store færdiggørelse i øjeblikket, hvilket i den grad skæmmer synet af den smukke bygning. Heldigvis så jeg kirken for 20 år siden, hvor det var et betagende syn. Men det bliver vel pænt, når det bliver færdigt…. Mañana!

Byggeriet forventes afsluttet omkring 2028
ØV, ØV, ØV

Ind at se kirken skulle vi da…….ikke. Igen dårlig planlægning og ikke flere billetter før om aftenen. Så videre til de øvrige Gaudí bygninger og lidt tapas. Jeg er fascineret af Gaudis vilde ideer, anderledes formsprog og sammenblanding af stilarter, uden “ respekt” for, hvad man må og ikke må. Minder lidt om arkitekten Frank Gehry, eller omvendt.

Casa Batlló er et af de særeste boligbyggerier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *