Fra stranden til storbyen

En af ulemperne ved at køre rundt i en stor og klodset autocamper er, at vi er nødt til på forhånd at lægge en nøje overvejet og gennemtænkt strategi, når vi ønsker at besøge en by, med små og ofte ensrettede gader. Efter at have nydt det afslappede og sorgløse liv i Tarifa, kørte vi mod Sevilla. Vi havde søgt efter campingpladser i nærheden af byen, men noget sådant findes åbenbart ikke i denne smukke, andalusiske hovedstad. Vi måtte derfor endnu engang, bevæbnet med iPhone og GPS, forsøge at finde frem til det bedst mulige udgangspunkt for at gå på opdagelse i byen. En autocamper på syv meter parkerer man ikke på en hvilken som helst  P-plads.

Ved et tilfælde fandt vi et pænt område lige op ad Guadalquivir, floden som løber igennem Sevilla. Efter to glas hvidvin fik jeg overtalt Carina til,  at dette var den perfekte base. Fem minutter på cykel, og vi befandt os foran Catedral de Sevilla, byens absolutte hovedattraktion. Intet mindre end verdens største katedral tiltrækker enorme mængder af mennesker hver eneste dag. Og det ER imponerende, men samtidig lidt skræmmende, at det for nogen har været så afgørende at skabe en katedral, så enorm og så prægtig, at den ikke skulle kunne overgås af andre. Alene den store altertavle, som er vanvittig imponerende, tog én mand hele livet af udføre (uden at han blev færdig).

Sevilla er meget andet end katedralen, men trods de mange, små hyggelige gader med tapas og flamingo dans, var den store bygning alligevel det, som betog os mest.

Desværre fandt vi aldrig frem til barberen, og vi skal videre mod Granada

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *