Vinrute – del 1

De sidste to etaper af vores tur, inden det går hjemad, var helliget de to vinruter i henholdsvis Alsace og Mosel. Fra Bodensee kørte vi små 200 km vestpå til Colmar, hvor vi indledte vores vinrute mod nord. Men før vi startede turen, skulle vi opleve den smukke by, som blandt andet byder på et område, som kaldes Lille Venedig. Det er et meget hyggeligt og romantisk sted omkring floden La Lauch, som løber gennem byen. Her kan man fra broen (ikke helt Rialto broen) betragte de små gondollignende både, som bringer turisterne rundt mellem de mange maleriske huse, der ligger helt ned til vandet.

Lille Venedig og restauranten, hvor vi fik en drink

Colmar er virkelig en pyntesyg by, men den slags byer skulle vi sidenhen se flere af. Der er gjort en dyd ud af at pynte husenes i forvejen smukke bindingsværksfacader i forskellige temaer. Ikke alle lige smagfulde, men til gengæld fantasifulde.

Facade pyntet med hjerter
Facade med blomster tema
Vandkander

Fra Colmar gik turen langs den afmærkede vinrute “ Alsace route des vins”. Afsted det gik i sneglefart mellem vinmarker og små landsbyer, alle med en eller flere vinhuse, som tilbyder vinsmagning og salg fra “stalddøren”.

Vinruten i Alsace er 172 km
Smukt ser det ud, selvom det er tidligt på sæsonen

MEN, da vi har været på rejse så længe, har vi ikke længere styr på hverdage, weekender og helligdage. Alt flyder sammen i feriedage. Så den dag, vi drog gennem Alsace, var altså en søndag, og da var stort set alle vinhuse lukkede. Så stor skuffelse da vi blandt andet i Hunawihr skulle besøge Sipp Mack, vingården som har leveret mange gode vine til vores vinklub.

Ingen vinsmagning i dag

I byen Riquewihr fik vi endnu engang oplevet områdets trang til at udsmykke deres huse. Det var en eksplosion af fantasifulde facader. Og på toppen af et af husene sad et storkepar og bekræftede, at området desuden er kendt for sine talrige storke, som vi så en del af.

Smukke bindingsværkshuse i stærke farver i Riquewihr
Romantikken blomstrer
Vi ventede længe på at storken skulle rejse sig
Carina er helt oppe at køre over de mange storke

Efter en lang dag mellem vinmarkerne forlod vi Alsace, for at finde overnatning, før vi skulle videre til Mosel.