Buon Giorno Italia

Er du da tosset, der er mange tunneler fra Nice til Genova. 110 af slagsen for at være helt præcis. Vi har vel sammenlagt kørt 50 km igennem tunneler for at nå til vores næste stop, som er Italien. Før vi tager fat på det store Toscana eventyr, skal vi lige besøge Cinque Terre, eller De fem Landsbyer, som ligger gemt af vejen langs kysten lige nord for La Spezia. Vi havde på forhånd fået at vide, at de var et besøg værd, ja faktisk et absolut “must see”, og da nationalparken ligger på en eller anden “bevaringsværdig liste”, måtte vi da her forbi.

Vernazza med den smukke plads ved havnen

Lad det være sagt med det samme. Det var en god ide. Der ligger fem små byer helt ude på og ofte indbygget i klipperne. Byerne er meget picturesque og tiltrækker folk fra hele verden ( der var et helvedes rend af japanere). Vi tog toget fra vores campingplads til den første by: Monterosso, hvorefter vi vandrede op og ned ad klipper og smalle stier, for at nå til den anden by i rækken: Vernazza. Det er en uendelig smuk tur, som tager mellem to og tre timer, afhængig af trafikken. Men det er alle anstrengelserne værd.

Fjällräven er kommet til Italien. Den er set flere steder langs kysten

En af de “smukkeste” oplevelser er vel nok at se, hvordan de lokale landmænd passer og passer på jorden på de stejle klipper. Overalt ses terrasser, hvor der dyrkes vin, som efter plukning må transporteres ad et sindrigt anlagt transportbånd ned til byerne til videre bearbejdning.

Vil du på hiking i området, skal der betales

Efter at have vandret i næsten tre timer, valgte vi dog at lade os befragte med toget mellem de øvrige tre byer. Der skulle jo også være tid til at udforske byerne, som rummer mange spændende og enestående oplevelser.

Manarola med de stejle klipper, hvor fiskerbådene hejses lodret op fra vandet