Water and wellness

Val d’Orcia er opkaldt efter floden Orcia, som løber gennem dalen. Om sommeren er det dog så som så med vand, da floden tørrer næsten helt ud. Ikke desto mindre er Orcia dalen kendt for sin helt utrolige frodighed og skønhed. Græsmarker, kornmarker og rapsmarker forandrer landskabet i takt med årstiderne, og Cypresserne rejser sig som høje slanke kegler. Vinmarker blander sig i landskabet med et løfte om, at der igen til næste efterår kan høstes sangiovese grosso druer, der presses til Brunello vin. Lige nu er det hele bare grønt, i mange nuancer.

 

 

 

Vi forlod Montalcino for at køre en tur til Bagno Vignoni, og opleve en af områdets ældgamle wellness bade. Allerede i romertiden fandt man ud af, at der fra 1000 meters dybde strømmer varmt, svovlholdigt vand op.
Det blev grundlaget for at etablere denne kurby, hvor det var muligt at tage varme, helbredende bade.

Resterne af de gamle installationer på toppen

I dag strømmer der fortsat 52 gr. varmt vand op, som samles i et stort bassin midt i byen, hvorfra det strømmer gennem en kanal, og ned ad klippesiden til et bassin længere nede i dalen.

Her er den varme kilde, som er hele grundlaget for byen
Carina får dyppet tæerne i det varme vand i kanalen

Aflejringernehar efterhånden givet klippen en meget særpræget udseende.
Desværre fandt vi først ud af senere, at man rent faktisk har mulighed for at bade i et af bassinerne. Det ville jo have været dejligt med et dejlig varmt svovl/mudderbad.

Selvom vandet er løbet ned ad klippen er det stadig varmt

I 1800 tallet fandt man ud af at udnytte vandet til at drive vandmøller, som er bygget ind i klipperne i fire etager.

Møllerne og kværnene er indbygget i klippen

Et nyt vindistrikt

Vi forlod vores luksus camping i Chianti lørdag den 28, kl 10:00. I alt fik vi vandret 35 km på fire dage, i meget kuperet terræn. Så det har været godt for krop og sjæl. Kursen blev dernæst sat mod endnu et af Italiens berømte vindistrikter. En del mindre end Chianti, men til gengæld i den dyre ende af den ønologiske skala. Vi skal til Montalcino, hvor den ekslusive Brunello vin fremstilles.

En tavle i byen viser de mange større og mindre producenter af Brunello Di Montalcino

Byen Montalcino, ligger på en bakketop, så det er endnu engang forbundet med udfordringer at få svinget “huset” rundt og finde en egnet plads til det. Takket være vores faste ven ACSI, som er en bog for autocampere, hvori der er opført en del gode pladser rundt om i Europa, vidste vi, at der var flere vinproducenter, som med glæde tilbyder husly for autocampere, med forventning om at sælge deres vin til gæsterne.

Croce Di Mezzo er en af de efterhånden mange vinproducenter, som har valgt at satse udelukkende på at dyrke Sangiovese druen til fremstilling af Brunello vin. Tredje/fjerde generation af familien driver en mindre vingård med fremstilling af 15-20.000 flasker årligt.
Ind i gården, af med cyklerne og afsted mod byen for at se lidt på udvalget. Vi havde aftalt en vinsmagning på gården hos Roberto og Barbara senere på eftermiddagen.

Indgangen til vinkælderen hos vore værter

Montalcino er lidt ligesom Brunello vinen. Lidt for overvurderet og meget dyr. Men holder man pungen i lommen, er det en smuk by, med en fantastisk udsigt.

Udsigt fra Fortezza Di Montalcino. I den gamle borg afholdes hyppigt vinsmagninger

                         
Efter et par timer i byen var vi klar til at cykle de tre kilometer ned ad bakke til dalen, hvor vi skulle smage på tre Brunello vine og en Grappa.
Vi købte ingen vin, men det var en dejlig afslutning på en lang dag

Åh, disse smukke vinmarker

Vi tager en flaske Chianti mere

Vi har været mange dejlige steder på vores tur, og enkelte gange har vi også været lidt vemodige, når vi er draget videre. Men kun for en stund, for derefter at blive begejstret for et nyt sted.
Vores nuværende destination har dog holdt os fanget i længere tid end normalt, og vi regner med at blive her ugen ud, så vi har været her i en hel uge. Beslutningen hænger sammen med en vidunderlig natur og en ditto campingplads.
Vi har været på trekking to dage, og forventer at tage på tur igen i morgen. Den første tur var den hårdeste, da der var størst højdesforskel og ruten var mere bjergrig. Den anden tur blev så til gengæld den længste – dels på grund af rutens planlagte længde og dels fordi vi gik 1 km forkert og måtte tilbage igen.

Frodigt og smukt

Efter knapt fire timers vandring i den bagende sol, ER en swimmingpool og en kold øl altså ikke det værste. På denne tur havde vi så fornøjelsen af at se lidt mere af det rige dyreliv i Chianti. Vi fik både hilst på rådyr og vildsvin. Sidstnævnte var en so med en, måske flere små grise (vi så kun en grisling). Heldigvis på forsvarlig afstand. Mange steder er der gravet huller i jorden af svinene, og der er utallige aftryk af grisetæer.

Mon det er trøfler vildsvinene graver efter?

Nåja, og så er der jo et hav af firben, der piler afsted, når de hører os, eller de står helt stille og tror, at de falder i et med baggrunden.

Chianti til krop og sjæl

Chianti regionen er opdelt i otte kommuner, hvoraf halvdelen er beliggende i Firenze provinsen og den anden halvdel i Siena provinsen.
Chianti er naturligvis et stort vinområde, men det er også et område, som i den grad udtrykker den toscanske natur, med smukke, grønne bjerge og dale. Cyprestræerne vokser om kap med egetræerne og små kilder springer frem i bjergene og danner mindre og større vandfald på deres vej ned ad klipperne. Skal man opleve Toscana, er Chianti således et godt valg.

De smukke vinmarker

 

 

 

De smukke bjerge

Efter vores seneste overnatnng i den lille by, Certaldo, kørte vi ad små, snørklede, men alligevel fremkommelige veje gennem en del af Chianti området. Efter tre timer nåede vi frem til vores destination, som er en højtbeliggende campingplads, hvorfra der udgår mange trekkingruter og cykelruter.

Første dag på trekking. 7 km og højdeforskel på 300 meter

Pladsen åbnede for en ny sæson, da vi ankom, den 21.april. Det er et fantastisk område, og en ikke mindre fantastisk campingplads. Faktisk må det nærmere betegnes som et hotel, med værelser spredt rundt om i den egeskov, som området består af. Der er mere end 150 små hytter, som i højsæsonen udlejes for mere end 1000 kr pr. døgn. Men så er her også en super restauranter, barer, butik, store swimmingpools og jacuzzi. Heldigvis er der også 40 pladser til autocampere. Selvom det endnu er langt fra højsæson er alting åbent, og der allerede en del gæster.

Luksushytte med to dobbeltværelser, to badeværelser og en tv stue
Stort pool område med barer og restauranter

Kombinationen af lange vandre- og cykelture i skøn natur og forkælelse ved poolen er lige det, vi vil have. Så Camping-Village Orlando in Chianti bliver nok vores base den næste ugestid.

En tilfreds mand
En tilfreds kvinde

Smukke Firenze

Vi synes, at vi på vores tur efterhånden har besøgt en del byer, som byder på middelalderlige bygninger i mere eller mindre intakt stand.
Det var derfor ikke kun med det for øje, at vi fredag besøgte Firenze, hovedstaden i Toscana. Men alligevel bliver man jo betaget af de smukke og imponerende bygningsværker, som vidner om en tid, hvor rigdom og succes skulle afspejles i storladen arkitektur, ypperligt håndværk og størrelse. Nå ja, sådan er det vel stadigvæk.

Domkirken Santa Maria del Fiorentina med den grønstribede facade
Palazzio Vecchio, Rådhuset der stammer fra 1200 tallet

Vi fik naturligvis set både San Lorenzo, Duomo og Basilica de Santa Maria del Fiori, Campanile de Giotto og Palazzo Vecchio, spist på Piazza Vecchio og vandret over Ponte Vecchio. Broen, som går over floden Arno, og som er besat med små butikker på begge sider hele vejen over broen. Stort set alle butikker er eksklusive smykkebutikker og urebutikker. Desværre havde vi kun sat en dag af i Firenze, så vi fokuserede mest på at opleve selve byen, i stedet for at bruge tiden på timelange køer til f.eks. Galleria degli Uffizi, det verdensberømte kunstmuseum.

Ponte Vecchio broen, som i sig selv rummer et stort marked med butikker. I forgrunden en smuk donna

 

 

 

 

 

 

 

Italien og især Firenze har en lang historie med fremstilling af lædervarer, både sko, tasker og bælter. Desuden fremstilles her utroligt smukke tørklæder i blandt andet silke og bomuld. Butikker, som sælger disse varer fylder derfor meget i den pulserende detailhandel i byen. Florentinerne, er handelsfolk, ja man fristes til at bruge ordet krejlere. Så det skal man være klar over, før man beslutter sig for at gå på indkøb.
Ned ad gaden Via San Antonino ligger de små butikker med lædervarer og tørklæder, som perler på en snor. Foran hver butik står en eller flere sælgere, som tiltaler dig, når du går forbi. Standser du og viser interesse, er du fanget i deres net.

Læderbutikkerne på VIa San Antonino har trukket deres butik ud på gaden, så de bedre kan fange turisterne

Dette er en scene fra vores møde med de entreprenante handelsfolk:
Vi kigger på en taske, og spørger, hvad den koster. “Not too much, Sir” Han nævner en pris på 150 euro. Det er skidebilligt, synes vi.
Nej, det er for meget siger jeg og er på vej væk. “How much will you pay?” Så kommer krejleren jo virkelig op i en. Du kan få 75, siger jeg.
“No, no, I can’t do that.” Han tilbyder derefter tasken til 130, og da jeg fortsat ryster på hovedet ender han med 110. Stadig for meget, siger jeg, og han vil vide, hvor meget jeg maksimalt vil gå med til.
90, siger jeg, hvorefter han på vanlig vis, vil dele forskellen, så vi ender på 100. Nu har han jo bare fået fat i en jyde, og rollerne er nu byttet om, da han har vist, hvor sulten han er. Så jeg holder stædigt fast i 90 eller “no deal”. Så det ender med, at jeg får tasken til 90 euro, og har haft en fed oplevelse.
Skuespillet gentager sig nogle gange, og dagens høst er fire tasker, tre tørklæder og et bælte.

Sagnet siger, at hvis du rører ved bronzesvinets tryne, vender du tilbage til Firenze. Som det kan ses er trynen helt blankpoleret

Lucca tur/retur

Som tidligere nævnt har vi valgt vores nuværende adresse ud fra, at vi nemt kan komme frem til nogle af de ting, vi gerne vil se. Første stop Lucca. Turen ser således ud: 4 km på cykel langs vandet til stationen, herefter 20 minutter med tog, og så står vi udenfor bymuren til Lucca.

Udsigt over Lucca fra toppen af tårnet Torre Guinigi

Det er en fantastisk hyggelig by, omkranset af en mur, som man i øvrigt kan gå, cykle eller løbe på. I alt 4 km hele vejen rundt. Der er en håndfuld kirker og mange af de sædvanlige små stræder med charmerende gamle bygninger. De første  mure blev bygget helt tilbage i romerriget, og siden er der blevet bygget nyt og bygget til.

Nogle gange har det medført en underlig kombination af byggestile og materialer henover flere århundreder. Mange af Luccas gamle bygninger er derfor mere charmerende end de er harmoniske.

Domkirken San Martino, som består af et klokketårn fra 1100 tallet, og resten af kirken, som er opført 100 år senere. En mærkelig asymmetrisk bygning, hvor kirken er i marmor og tårnet delvist i sten og den øverste del i marmor.
Kirken San Michèle med den underlige gavl, som er meget større end selve skibet, hvilket skyldes at alle pengene blev brugt på den kunstnerisk udformede gavl, hvorefter resten måtte fremstilles i en discount udgave.

Lucca er også tilhørssted for mange kunstnere og kreative sjæle, så det er ikke svært at finde kunst af enhver art…. og kvalitet.

I baggrunden skimtes Torre Guinigi med de fem egetræer

Vi tilbragte dagen med at udforske de gamle bygninger, små stræder og så finde en bikini til Carina. Vi hvilede vores ømme fødder og fyldte vores sultne maver på Piazza Anfiteatro, som oprindeligt er et gammelt romersk amfiteater, og i dag er en oval plads med små cafeer og restauranter.

Pizza quattro stagioni

Vores første base i Toscana

Vi forlader Ligurien om morgenen, den 16. april og sætter kursen sydpå mod Toscana. Men hvor skal vi starte og hvor skal vi slutte? Vi vil jo gerne opleve så meget af området som muligt, men vil heller ikke bruge for meget tid på at køre ad snirklede bjergveje i et forsøg på at finde en ny overnatningsmulighed hver dag. Ved tilfældighedernes medvirken ender vi ved havnebyen Viareggio, da vi efter at have fyldt køleskabet op med proviant, kører langs stranden udenfor byen. Vi finder en dejlig campingplads, som ligger perfekt for de kommende dages udflugter, på cykel, med tog og i vandrestøvlerne.

Det mondæne hotel Principe Di Piemonte

Viareggio er dels en prominent ferieby med mondæne hoteller fra starten af nittenhundredetallet. De ligger langs den brede palmeboulevard med et utal af restauranter. Men Viareggio er også kendt over hele verden, for sin fremstilling af luksus yachts. Det ene værft efter det andet fylder landjorden omkring havnen, og i det store havnebassin ligger den ene kæmpe store yacht efter den anden.

Et af adskillige yacht værfter – Azimut Benetti
Sejlskibet i baggrunden måler over 50 meter!

Aldrig har jeg set så mange millionærskibe samlet  et sted. Det overgår selv Monaco. Og de er alle spritnye, og venter på at bliver afleveret til deres ejer, som formodentlig er en arabisk sheik, en oligark eller en italiensk mafioso. Her er 140 fod blot en lille båd.

Et par mindre skibe klar til afhentning

Buon Giorno Italia

Er du da tosset, der er mange tunneler fra Nice til Genova. 110 af slagsen for at være helt præcis. Vi har vel sammenlagt kørt 50 km igennem tunneler for at nå til vores næste stop, som er Italien. Før vi tager fat på det store Toscana eventyr, skal vi lige besøge Cinque Terre, eller De fem Landsbyer, som ligger gemt af vejen langs kysten lige nord for La Spezia. Vi havde på forhånd fået at vide, at de var et besøg værd, ja faktisk et absolut “must see”, og da nationalparken ligger på en eller anden “bevaringsværdig liste”, måtte vi da her forbi.

Vernazza med den smukke plads ved havnen

Lad det være sagt med det samme. Det var en god ide. Der ligger fem små byer helt ude på og ofte indbygget i klipperne. Byerne er meget picturesque og tiltrækker folk fra hele verden ( der var et helvedes rend af japanere). Vi tog toget fra vores campingplads til den første by: Monterosso, hvorefter vi vandrede op og ned ad klipper og smalle stier, for at nå til den anden by i rækken: Vernazza. Det er en uendelig smuk tur, som tager mellem to og tre timer, afhængig af trafikken. Men det er alle anstrengelserne værd.

Fjällräven er kommet til Italien. Den er set flere steder langs kysten

En af de “smukkeste” oplevelser er vel nok at se, hvordan de lokale landmænd passer og passer på jorden på de stejle klipper. Overalt ses terrasser, hvor der dyrkes vin, som efter plukning må transporteres ad et sindrigt anlagt transportbånd ned til byerne til videre bearbejdning.

Vil du på hiking i området, skal der betales

Efter at have vandret i næsten tre timer, valgte vi dog at lade os befragte med toget mellem de øvrige tre byer. Der skulle jo også være tid til at udforske byerne, som rummer mange spændende og enestående oplevelser.

Manarola med de stejle klipper, hvor fiskerbådene hejses lodret op fra vandet

Gammel kærlighed ruster ikke

I mange år har vi camperet i Sydfrankrig med børnene, og de skulle ikke være særlig gamle, før de hellere ville have Moules frites end en BigMac menu. Vores absolutte favorit sted var campingpladsen La Bergerie i Vence, små 30 km fra Nice. Det er nu 17 år siden vi var her sidst, men pladsen er som vi husker den, og den sødeste familie, som ejer pladsen, er her stadig. La Bergerie er stadig vores absolutte favorit campingplads, ikke blot i Frankrig, men den bedste overhovedet.

Desværre var poolen endnu ikke åben

Vence er jo også stadig Vence. En vidunderlig historisk by, hvis gamle bydel er omkranset af en mur med fem porte.

Der er som sådan ikke noget turistisk højdepunkt i Vence. Man er blot tilstede i en ældgammel by, hvor man suger atmosfæren til sig, og tænker, at her kunne man da godt slå sig ned. Kunst fylder en del i Vence, selvom den store magnet på den front er St. Paul de Vence som ligger nogle kilometer herfra. Vi havde besluttet os for at tilbringe dagen i Vence, da St. Paul efter vores mening er blevet lidt for turistificeret.

En af de fem indgange til den gamle by

Alt er ved det gamle i Vence, torvet Place de Grand Jardin, supermarkedet LeClerc med en total umulig indkørsel og ja selv Staff butikken er her endnu. Det eneste vi manglede var vores børn.

Ju hu, endnu et marked

Hasta luego Espana

En måned efter vi tog afsted fra Danmark og efter at have tilbagelagt 5550 km forlod vi Spanien. Det har været en fantastisk måned, med mange dejlige oplevelser. Men selvom Spanien nok er det sikre valg med hensyn til sol og varme på denne årstid, havde vi besluttet os for, at turen ikke skulle ende som en badeferie. Vi skulle ud og opleve forskellige steder i Europa – nogle gange i varme og andre gange iført overtøj og vandrestøvler. Men alligevel kom det som lidt af et chok for os, at da vi vendte ryggen til Spanien, vendte vi også ryggen til det gode vejr. I hvert fald for en stund. Ved Cote d’Azur, som jo altid har taget imod os med strålende solskin om sommeren, har vejret været forfærdeligt i en uge nu. Det har rent ud sagt pisset ned, og det gør det stadig. Vi er dog nødt til at gøre ophold her, på vej til Italien, og så må det jo betyde et par dage med en god bog.

Læg mærke til, at vejret stadig er godt på denne side af grænsen

Barca, Barca, Baaaaaarca!

En helt ny side af Spanien viser sig, når man kommer til det velhavende Catalonien og Barcelona. Vi kiggede lige forbi bøssernes paradis, Sitges (der ville Carina ikke bo) før vi indlogerede os på en campingplads 18 km syd for Barcelona. Det er en strategisk genial placering, for at tage på sightseeing i byen, men derudover får pladsen kun to stjerner i min bog. Kun få meter fra havet er her sikkert skønt om sommeren, men samtidig ligger vi meget tæt på lufthavnen, så der er en konstant larm fra fly der lander og letter. Nå, vi er her jo for at se Barcelona, og byens mange attraktioner.

I går brugte vi det meste af dagen på Ramblaen, havnen og de små sidegader. Vi sluttede af med at se den første bygning af byens store arkitekt, Antoni Gaudí. Paladset Palau Güell er et storslående værk, hvor Gaudí skabte en vanvittig smuk bolig for den meget velhavende familie Güell. Heldigvis vidste vi, at der jo er meget mere Gaudí i vente.

På taget af Palau Güell, hvor skorstenene er sirligt formede og besat med klinkestykker. I midten et tårn hvorfra lyset kan trænge ind og ses hele vejen ned i husets store centrale hall.
Indretningen af Palau Güell er pompøs og fantasifuld, både i udformning og materiale

I dag skulle vi så rigtig give den gas med museer og bygningsværker. Vi tog bussen tidligt til byen, og kort før vi skulle stå af, stiftede vi bekendtskab med endu en af Barcelonas særkender. En tysk turist råbte pludselig op i den overfyldte bus, at han var blevet frarøvet sin pung. “Ich bin gestohlen” “stop” “policia”. Efter en vild panik smed tyven pungen på gulvet og manden fik sin pung, men dermed slap tyven ( tyvene, da de jo oftest er flere om det) jo også væk, da ingen så, hvem der smed pungen.

Første stop var at besøge det berømte marked Mercat de la Boqueria, hvor tusindvis af folk flokkes for at købe de lækreste madvarer eller indtage morgenmad eller drikke en forfriskende frugtjuice. Vi havde derefter glædet os til at tilbringe nogle timer i Picasso museet, selvom vejret måske mere ansporede til at være udendøre. Og sådan blev det også. For museet er lukket om mandagen. Dårlig planlægning.

Hundredevis af mennesker maser sig ind på markedet

Det skulle nu ikke slå os ud, for den anden store begivenhed i dag var La Sagrada Familia, som vel nok er den største af Gaudis bygningsværker, som i øvrigt aldrig blev færdiggjort. Desværre er de så igang med den store færdiggørelse i øjeblikket, hvilket i den grad skæmmer synet af den smukke bygning. Heldigvis så jeg kirken for 20 år siden, hvor det var et betagende syn. Men det bliver vel pænt, når det bliver færdigt…. Mañana!

Byggeriet forventes afsluttet omkring 2028
ØV, ØV, ØV

Ind at se kirken skulle vi da…….ikke. Igen dårlig planlægning og ikke flere billetter før om aftenen. Så videre til de øvrige Gaudí bygninger og lidt tapas. Jeg er fascineret af Gaudis vilde ideer, anderledes formsprog og sammenblanding af stilarter, uden “ respekt” for, hvad man må og ikke må. Minder lidt om arkitekten Frank Gehry, eller omvendt.

Casa Batlló er et af de særeste boligbyggerier.

GT ved swimmingpoolen

Man kan vel også blive for kulturel… Vi trængte i hvert fald til en pause, hvor de mange indtryk kunne få lov til at bundfælde sig, og andre dele af hjernen kunne få lov til at tage over for en stund. Jeg vidste lige, hvordan vi skulle lave et mentalt ophold og hengive os til mere sociale og selskabelige fornøjelser. Min tidligere chef og gode ven, Kasper bor i Quesada, lidt syd for Alicante, og da han og familien tilbragte Påskeferien i deres skønne hus i Spanien, inviterede vi os selv, på lækker mad og masser af drinks og vin – lidt for meget.

Iskold Gin+tonic og 34 grader varmt vand i poolen

Regningen blev da også betalt dagen efter, da vi skulle videre. Så det blev blot til en kort køretur til Altea, lige nord for Benidorm, hvor vi slog os ned på en kæmpe campingplads lige ned til stranden. Her er masser af hollændere, som bor på pladsen i hele vinterhalvåret. Faktisk et ret hyggeligt sted, med masser af strandrestauranter, som serverer dejlig mad til fornuftige priser. Men ak, når hovedet er tungt, og vi har indgået en 0-alkohols aftale, for de kommende dage, så er der nu ikke meget ved at sætte sig ind og bestille skånekost og Coca Cola.

Altea Beach

Vi fortsætter den kulturelle rejse

Efter gårsdagens kulturelle oplevelse i Sevilla, følte vi os klar til at tage fat på endnu en af de store “must see” historiske monumenter i Spanien, nemlig Granada og Alhambra. En hurtig beslutning og en rask køretur på tre timer, så var vi klar til at slå lejr ved en lille landsby, med udsigt til de sneklædte Sierra Nevada bjerge. Som sædvanlig havde vi lige sikret os, at bussen holdt udenfor vores campingplads, så vi nemt kunne komme til Granada.

Udsigt fra campingpladsen

Der er 20 kilometer til Granada herfra. Turen tager 30 minutter med bus ad snoede veje. Og hold nu fast, det koster bare 1,80 Euro, svarende til 13,50 kr. En tur, der i længde og tidsforbrug ville koste omkring 60-70 kr. i Danmark. Granada er meget præget af dens muslimske fortid, og især i bydelen Albayzin er mange bygninger, restauranter, butikker og mennesker af muslimsk og marokkansk herkomst. Det giver en helt speciel atmosfære, og når man går gennem de snævre, snoede stræder og gader i Albayzin, føler man til tider, at man befinder sig i Marokko og ikke i Spanien.

Alt godt fra Marokko
Frokost på en marokkansk restaurant. Carina bestiller en øl!

Selvom vi lige havde været i Sevilla, og havde oplevet den interesse, der er for at opleve de store seværdigheder, var vi ikke lige forberedt på den “hype”, der er for at komme ind og se Alhambra. Vi var godt klar over, at det gamle slot ikke bare står og venter på, at vi skal komme forbi. Og en enkelt time eller to i kø var vi da også klar til. Men desværre. Der udstedes 6000 billetter pr. dag, og de er stort set alle sammen bestilt på forhånd. Så med mindre man har bestilt tid god tid i forvejen, kommer man ikke i audiens. Så vi måtte nøjes med at opleve Alhambra udefra og på afstand.

Et imponerende bygningsværk

 

Fra stranden til storbyen

En af ulemperne ved at køre rundt i en stor og klodset autocamper er, at vi er nødt til på forhånd at lægge en nøje overvejet og gennemtænkt strategi, når vi ønsker at besøge en by, med små og ofte ensrettede gader. Efter at have nydt det afslappede og sorgløse liv i Tarifa, kørte vi mod Sevilla. Vi havde søgt efter campingpladser i nærheden af byen, men noget sådant findes åbenbart ikke i denne smukke, andalusiske hovedstad. Vi måtte derfor endnu engang, bevæbnet med iPhone og GPS, forsøge at finde frem til det bedst mulige udgangspunkt for at gå på opdagelse i byen. En autocamper på syv meter parkerer man ikke på en hvilken som helst  P-plads.

Ved et tilfælde fandt vi et pænt område lige op ad Guadalquivir, floden som løber igennem Sevilla. Efter to glas hvidvin fik jeg overtalt Carina til,  at dette var den perfekte base. Fem minutter på cykel, og vi befandt os foran Catedral de Sevilla, byens absolutte hovedattraktion. Intet mindre end verdens største katedral tiltrækker enorme mængder af mennesker hver eneste dag. Og det ER imponerende, men samtidig lidt skræmmende, at det for nogen har været så afgørende at skabe en katedral, så enorm og så prægtig, at den ikke skulle kunne overgås af andre. Alene den store altertavle, som er vanvittig imponerende, tog én mand hele livet af udføre (uden at han blev færdig).

Sevilla er meget andet end katedralen, men trods de mange, små hyggelige gader med tapas og flamingo dans, var den store bygning alligevel det, som betog os mest.

Desværre fandt vi aldrig frem til barberen, og vi skal videre mod Granada

Afrika i sigte

Påskelørdag og en ny oplevelse. Vi er nået til det sydligste punkt i Spanien, kun 15 km fra Afrika. Her ved byen Tarifa forvandles Middelhavet til Atlanterhavet, hvilket skaber en helt anderledes kyststrækning. Strandene er nu ikke længere små og stenede, men sandet her er hvidt og fint. Store, brede strande uden en eneste sten strækker sig kilometer efter kilometer, og sammen med den hårde, oftest vestenvind, er her skabt de ideelle forhold for surfere. Boardsurfere, windsurfere og især kitesurfere strømmer til stedet, og med deres indtog hersker også en helt anderledes livsstil og atmosfære. Det er mere afslappet, langhåret og ungdommeligt her, og pengene og tiden prioriteres anderledes end langs kysten ved Costa del Sol. Butikkerne i den gamle del af Tarifa sælger surfudstyr, surfertøj samt lædervarer og bijouteri, som er en hippie værdig.

Med Afrika i baggrunden

Da vi ankom var der en perfekt vestenvind og himlen var fyldt med hundredevis af drager tilhørende kitesurferne, som dominerede i havet. Men i dag er vinden vendt og er blevet østlig og meget hård. Over 13 m/sek og vindstød, som er meget kraftigere. Der er rødt flag, og ingen overhovedet i vandet. Surt, hvis man er kitesurfer, og har afsat sin Påskeferie til at være på vandet. Havde vi ikke oplevet synet af de mange drager i går, ville det have været vanskeligt at forestille sig, hvordan det ville se ud. Da vi nu havde stranden for os selv, gik vi en lang tur i dag. Carina var i sit rette element, og nærmest strålede af lykke. Lommerne blev fyldte med muslingeskaller og andet godt fra havet.

Vi bor på en campingplads lige ud til stranden ( stranden er ca. 200 meter bred), tre kilometer udenfor Tarifa. Vi kan sidde og kigge ud over Gibraltar Strædet, med Afrikas kyst i baggrunden, og se de mange skibe, som sejler forbi døgnet rundt. Endnu har vi ikke set ud over havet, uden at der er adskillige  skibe i sigte.

Et evigt aktuelt budskab