Malaga, en skøn blanding af gammelt og nyt

Ved første øjekast virker Malaga måske ikke særlig interessant eller charmerende. I hvert fald ikke fra den retning, vi ankom til byen. Men Malaga er en stor by, med store og driftige forstæder, og så er byen det absolutte forretningsmæssige centrum for Costa del Sol.  Med over 1/2 mio indbyggere og et enormt antal turister er det en storby, selvom vi danskere måske tænker på den som en ren turist-/badeby.

Når man først kommer ind i hjertet af byen, finder man ud af, hvor meget Malaga rent faktisk rummer. Den gamle bydel emmer af historie og atmosfære og gamle bygninger og ruiner ligger side om side med moderne arkitektur og kunst. Byen spiller naturligvis også på det faktum, at en af verdens mest kendte malere blev født her. Picassos museum og fødested sætter scenen i et større område i byen, hvor man ikke underspiller kunstnerens tilknytnings forhold til byen, og man slipper ikke udenom de mange souvenirbutikker og restauranter, der skal minde én om Picassos by.

Malaga er en fantastisk levende by med smalle stræder og hyggelige pladser, og det er en fornøjelse at sidde på en af byens mange små cafeer, og drikke en kop kaffe. Eller som vi gjorde, spise en lækker paella i El Jardin, en restaurant, som bringer os 100 år tilbage i tiden.

 

Fanget i den engelske koloni

Nu nåede vi så til Malaga. Vi fandt et sted lige uden for byen, lidt oppe i bjergene, cirka 20 km fra centrum. Vi kommer tilbage til vores oplevelse af Malaga lidt senere. Stedet vi fandt er en campingplads, som består af en afdeling med almindelige pladser, hvor man parkerer sin autocamper eller campingvogn. En anden afdeling, består af en lille allé, hvor der står faste vogne (nok nærmere chalets), på begges sider. Ideen er, at man lejer et “plot” for €375/md. Derefter får man placeret sit chalet på grunden, og vupti. Så har man en fast, spansk residens for kr. 33. 500 om året. Kvarteret her er beboet udelukkende af engelske pensionister, som kommer hertil i vinterhalvåret, og bruger det meste af deres tid på den nærliggende (1 km herfra) golfbane, eller andre baner, som der jo er nok af hernede.

Selvom her er tale om modne mennesker i pensionsalderen, har de ikke mistet deres engelske kultur eller rettere mangel på samme. De opfører sig som englændere normalt gør, når de er samlet: højtråbende, dominerende, hensynsløse, ukultiverede og absolut fordrukne. Den eller så hyggelige bar med terrasse er okuperet og omdannet til engelsk pub, hvor de mange snart eks-europæere holder til.

En anden specialitet her i området er, at de mange store sommer residencer, stort set alle er bevogtet af mindst to, gerne tre store aggressive hunde. De reagerer hver gang man går eller cykler forbi, og det medfører naturligvis, at der er en evig gøen, da den ene hund inspirerer den næste.