Påskens store betydning

Gennem de seneste to uger, har vi rundt omkring på vores tur oplevet, hvordan forberedelserne til årets vigtigste højtid er blevet intensiveret.  Strandene er blevet ryddet op, gaderne og pladserne er blevet renset, og der er blevet opstillet podier og scener og opsat afspærringer, alt sammen for at kunne fejre Påsken med god samvittighed. Påsken eller Semana Santa, som højtiden kaldes i Spanien, fejres med pomp og pragt, og med en højtidelighed og religiøs overbevisning, som vi ikke kender til i Danmark. Skærtorsdag og især Langfredag er der procession gennem stort set enhver by, også de små landsbyer. Optogene, som nærmest virker middelalderlige i deres fremtoning, foregår ved at forskellige religiøse broderskaber bærer såkaldte Pasos gennem byen. Pasos er figurer af henholdsvis Jesus på korset og Jomfru Maria. Figurerne skulle efter sigende være meget tunge, så de mange bærere føler byrden på deres skuldre Foran disse pasos, går en gruppe af kutteklædte mennesker, som får det hele til at virke noget uhyggeligt og middelalderligt.

 

I dag er Finns fødselsdag, hurra, hurra hurra!

Vi forlod de lækre strande ved Marbella, for at opleve et gensyn med Finn… og alle de andre 🙂 Den 30. marts fyldte vores barnebarn nemlig 1 år, og da Lis og Ole (Emilies svigerforældre) havde inviteret hele familien til Estepona, en halv times kørsel fra vores seneste “camp”, var det oplagt at få vores rute til at passe med dette. Vi havde en dejlig dag, med lækker tapas retter og masser af Sangria. Finn var i strålende humør og kunne helt sikkert huske både mormor og morfar, selvom det nu efterhånden var en måned siden, vi havde set hinanden. Tak for en dejlig dag til både Emilie, Peter og til Lis og Ole.

Velkommen til de riges paradis

Så er vi i Marbella. Stedet hvor de rige færdes året rundt og konkurrerer i at opføre den største villa eller anskaffe den største båd. Vi ankom i går til en strand udenfor Marbella, i et område, der hedder Puerto Bañus. Vi havde ingen ide om, hvor vi skulle hen, men havde blot besluttet at køre ned til havet og finde en egnet parkeringsplads med udsigt til vandet. Ved et tilfælde ender vi i et af de mest eksklusive områder ved Marbella. Vi parkerede vores hus helt ned ved stranden, med adgang til morgenbad i havet, undendørs bruser og WC faciliteter. Alt sammen gratis!

Herfra går der en lang promenade langs stranden ind til Marbella. Det vrimler med mennesker, der går ture, løbere, som ihærdigt forsøger at sætte nye rekorder og cyklister, der zig zagger sig gennem myldret. Det er fantastisk at cykle på promenaden med stranden og havet på den ene side og de store villaer og lejligheder på den anden side.

 

Har man ikke lige 15 mio til en kæmpevilla, hvilket er udbudsprisen på El Martinete, som skjuler sig bag murene (vi taler naturligvis Euro), kan man nøjes med at købe en lejlighed i en af de mange Beach Clubs til en tiendedel af prisen. Omgivet af høje hegn og vagter, sikres det, at man ikke forstyrres af fattigrøve, som hverken kan komme endsige kigge indenfor

Marbella er luksus i overflod. Bulgari, Gabana, Tom Ford, Versace…. de er her alle. Butikker side om side, hvor fruen kan få brugt nogle af sine lommepenge-millioner.

                

Okay, Marbella by er også andet og mere end ligegyldig luksus. Den gamle del af byen er ualmindelig smuk, med snævre gader, fyldet med spændende butikker og restauranter. Desværre må vi bare konstatere at prisniveauet i Marbella er DOBBELT så højt, som i flere af de andre byer, vi har besøgt.  Una cerveza med udskænkning er nu nået op på 5 Euro.

Vi tog en båd fra Puerto Bañus til Marbella. En kort tur på 20 minutter, men så fik da set området fra søsiden, og i dejligt solskin og 23 grader er det jo altid en fornøjelse at sejle. Dagen i dag var også tidspunktet for årets første dukkert i havet. Det er helt sikkert varmere end hjemme i Ebeltoft Vig. Sangria på stranden og aftensmad udenfor kl 21…. hvad skal vi så hjem for?

Malaga, en skøn blanding af gammelt og nyt

Ved første øjekast virker Malaga måske ikke særlig interessant eller charmerende. I hvert fald ikke fra den retning, vi ankom til byen. Men Malaga er en stor by, med store og driftige forstæder, og så er byen det absolutte forretningsmæssige centrum for Costa del Sol.  Med over 1/2 mio indbyggere og et enormt antal turister er det en storby, selvom vi danskere måske tænker på den som en ren turist-/badeby.

Når man først kommer ind i hjertet af byen, finder man ud af, hvor meget Malaga rent faktisk rummer. Den gamle bydel emmer af historie og atmosfære og gamle bygninger og ruiner ligger side om side med moderne arkitektur og kunst. Byen spiller naturligvis også på det faktum, at en af verdens mest kendte malere blev født her. Picassos museum og fødested sætter scenen i et større område i byen, hvor man ikke underspiller kunstnerens tilknytnings forhold til byen, og man slipper ikke udenom de mange souvenirbutikker og restauranter, der skal minde én om Picassos by.

Malaga er en fantastisk levende by med smalle stræder og hyggelige pladser, og det er en fornøjelse at sidde på en af byens mange små cafeer, og drikke en kop kaffe. Eller som vi gjorde, spise en lækker paella i El Jardin, en restaurant, som bringer os 100 år tilbage i tiden.

 

Fanget i den engelske koloni

Nu nåede vi så til Malaga. Vi fandt et sted lige uden for byen, lidt oppe i bjergene, cirka 20 km fra centrum. Vi kommer tilbage til vores oplevelse af Malaga lidt senere. Stedet vi fandt er en campingplads, som består af en afdeling med almindelige pladser, hvor man parkerer sin autocamper eller campingvogn. En anden afdeling, består af en lille allé, hvor der står faste vogne (nok nærmere chalets), på begges sider. Ideen er, at man lejer et “plot” for €375/md. Derefter får man placeret sit chalet på grunden, og vupti. Så har man en fast, spansk residens for kr. 33. 500 om året. Kvarteret her er beboet udelukkende af engelske pensionister, som kommer hertil i vinterhalvåret, og bruger det meste af deres tid på den nærliggende (1 km herfra) golfbane, eller andre baner, som der jo er nok af hernede.

Selvom her er tale om modne mennesker i pensionsalderen, har de ikke mistet deres engelske kultur eller rettere mangel på samme. De opfører sig som englændere normalt gør, når de er samlet: højtråbende, dominerende, hensynsløse, ukultiverede og absolut fordrukne. Den eller så hyggelige bar med terrasse er okuperet og omdannet til engelsk pub, hvor de mange snart eks-europæere holder til.

En anden specialitet her i området er, at de mange store sommer residencer, stort set alle er bevogtet af mindst to, gerne tre store aggressive hunde. De reagerer hver gang man går eller cykler forbi, og det medfører naturligvis, at der er en evig gøen, da den ene hund inspirerer den næste.

 

Mere mad

   

  

Madmarkeder, både permanente og ugentlige, findes i stor stil her ved Sydkysten. Altid indbydende præsenteret, med friske råvarer og færdige produkter af høj kvalitet. Man sælger varerne med stolthed og tager sig tid til at rådgive og hjælpe selv en stakkels turist, som kun kan begå sig med de mest simple spanske gloser.

Vores eneste “problem” er, at det er så rørende billigt at spise på restaurant, at det ikke giver mening for os at købe råvarer ind, for at tilberede en lækker middag, bestående af fisk, skaldyr, blæksprutter eller store, spanske bøffer.

Historien om en gris

Det er dejligt, at vores blog bliver set og læst, og så må vi jo naturligvis tage imod den kritik, der kommer fra læserne 😁  Således har Martin ønsket flere gastronomiske indlæg og reportager om vores møde med den spanske madkultur. Det skal vi gøre indsats for at forbedre. Her kommer den første, korte beretning….. om skinken 🐖. Ikke en hvilken som helst, men den mest berømte af alle skinker, som stort set sælges, og nydes overalt i Spanien.

Der findes  tre kategorier af skinke fra den iberiske gris. Jamón Serrano, som fremstilles fra almindelige kornfodrede hvide grise. Serrano skinken, der lagrer i et år, er den billigste. Dernæst findes der Jamón Ibérico, som fremstilles fra det sorte, iberiske svin. Skinken lagrer typisk i 18 måneder og opefter.

Den ypperste kategori af den iberiske skinke er Jamón Ibérico de Bellota. Den fremstilles fra fritgående sorte, iberiske grise, der frit fouragerer i de spanske skove og lever af agern og bær.

På trods af min generelle aversion mod at spise svinekød, må jeg erkende, at der er en verden til forskel på at stikke gaflen i et penicillinpumpet, vækstoptimeret, fabriksfremstillet dansk svin – og så nydelsen af en spansk skinke, hvor der er sat en ære i at skabe en smagsoplevelse. Når prisen på Jamon Ibérico og queso, fremstillet af gedemælk og fåremælk desuden er latterlig lav i forhold til derhjemme, ja, hvorfor så snyde sig selv for den oplevelse. Desværre går det jo så ud over vægten og taljemålet

Fra Costa til Costa

Hvis man har prøvet at køre på A7, vest på fra Almeira, har man i hvert fald erfaret to ting. Både at der fremstilles og anvendes enorme mængder plastfolie i området og ikke mindst at Spanien er Europas største producent af tomater.
Over en strækning på omkring 100 kilometer, ses gigantiske drivhuse på ethvert stykke vandret liggende jord. Et areal på flere hundrede, ja tusinde kvadratkilometer er således dækket af hvidt plastik.
Som det er tilfældet med vores vindmøller, er synet af disse drivhuse nok kønnere, hvis man selv er indehaver af et sådant. Hvis man taster Almeira, Spain ind på Google Earth, vil man kunne få et indtryk af, hvor store arealer, der rent faktisk afsættes til at dyrke tomater. Længere mod vest, hvor de flade arealer ned mod vandet afløses af bjergene, ses drivhusene nu mere sporadisk på plateauer langs bjergsiderne.
   
 
Vi ankommer til La Herradura, lige vest for Almuñecar i strålende solskin. Det er en lille enklave af strandbarer, restauranter, dykker- og surfbutikker, omgivet af store udsigtsvillaer, der omhyggeligt er opført op ad bjergsiderne, som fører helt ned til havet. Vores campingplads ligger mindre end 100 meter fra stranden og er typisk spansk, med masser af charme og atmosfære. Vi gør os altid megen umage for at finde de små og lidt specielle steder, og undgår helst de store og mere turistprægede pladser. Her på campingpladsen, som kun rummer omkring 100 pladser, taler de stort set kun spansk. Der er ingen tvivl om, at her er stor aktivitet og liv her om sommeren, men da vi trods alt stadig befinder os tidligt på sæsonen, er området præget af englændere og tyskere, som søger væk fra de kolde områder. Ja, og så en enkelt dansker (os) og en svensker i den største autocamper, vi til dato har set

Naturens spisekammer

En af de ting, man glædes over, når man rejser sydpå, ikke mindst til Spanien, er den overdådighed af frugt, bær og andre gode sager, som vi desværre ikke kan fremavle i Danmark. Man bliver glad i låget, når man ligefrem vælter sig i de forskellige planter, som naturen har at byde på. Her i området omkring den lille landsby, El Burro er der ikke mangel på hverken mandeltræer, oliventræer og Naranjas.

Sierra Espuña Regional Park

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu en gang faldt vores valg på en smukt beliggende naturcampingplads. Denne gang lidt længere mod syd, i nærheden af Murcia. Nu gjaldt det indvielse af vandrestøvlerne, da området er kendt og besøgt for sine mange, smukke hiking ruter. Søndag morgen besluttede vi os for at prøve lykken med kort i hånd og vandflaske på ryggen. Den første tur varede knapt to timer, hvorefter vi havde et kort pitstop med skift til korte bukser og mere vand. Derefter tog vi fat på en længere tur, så vi alt i alt fik vandret og klatret i seks timer denne dag.

Mandag besluttede vi os for at udforske endnu en af de mange ruter, og da solen skinnende og der var 16 grader, tog vi fat på turen.

Ruterne er meget varierede – med alt fra vandring i udtørrede floder, klatring på store sten til lange strækninger højt oppe med udsigt over de mange olivenlunde

 

Mod varmere områder

Den 15. Marts blev en transportdag, hvor vi kørte fra San Sebastian til Valencia. Eller rettere sagt, til et smukt område 30 km før kysten ved Valencia. Vi fandt en campingplads i landsbyen  Navajas, hvor vi efter nogen møje og besvær fik manøvreret bilen ind på en efter vores begreber meget lille plads mellem træer og stenvægge.

I dag har vi cyklet rundt i området, som er fyldt med cykelruter og vandrestier. Fantastisk. Efter fem timer i sadlen var vores baller brugte, og vi sluttede af med en lille vandretur til Salto de la Novia, som er en slugt med flere vandfald.

 

Madglæde i Spanien

Der er ingen tvivl om, at spanierne går meget op i madlavning og ikke mindst de små retter – pintxos.

San Sebastian er nok kendt for sine mange Michelin restauranter, men mindre kan nu også gøre det. Vi havde vanskeligt ved at vælge en af de utallige restauranter med kæmpe udvalg af lækre, lækre pintxos til vores frokost, efter at have gået rundt i de gamle gader og set på en meget hyggelig by

San Sebastian

 

Vi ankom til San Sebastian i aftes. Vi bor på en lækker campingplads udenfor byen, i området Igueldo, som er en af de mange bjerge der omgiver byen. Da vi ankom i går kunne vi lige nå at sidde i solen i bar overkrop i en timestid, men i dag er det overskyet og det er blæst kraftigt op. I dag tog vi bussen, som efter 30 minutters hæsblæsende kørsel nåede ind til den gamle del af byen. Nemt og bekvemt uden at skulle manøvrere det store skrummel af Autocamper rundt på de snævre veje. San Sebastian er en smuk by med en fantastisk udsigt og skønne strande

Sand sand og atter sand

Syd for Bordeaux ligger Arcachon, som er et ferieområde for rige franskmænd. Vi (mest Carina) kender området fra adskillige sommerferier med Le Gradman.  Vi klatrede på den store sandklit – Dune du Pilat – desværre i en strid vestenvind, som betød at det var mere end vanskeligt at tage billeder af den fantastiske udsigt.

Vi overnattede i en smuk naturpark ved Biscarosse, blot 200 meter fra havet. Biscarosse er blot en af mange strandbyer, som lever det vilde surfer og badeliv om sommeren, men som står mærkelig stille hen i vinterperioden. Og selvom 15-17 gr for os er nærmest sommerligt, var der ikke mange mennesker at finde.

Men smukt er her uanset menneskeliv eller ej. Og havet kan  jo næsten konkurrere med Vesterhavet.

 

Vin vin vin

Vi nåede til Bordeaux søndag eftermiddag, efter en hård dag på motorvejene ( hele turen igennem Frankrig kostede € 135. Nu har tyskerne endelig fattet, at det er en guldgrube at tage vejskat, så man kan  “se frem til” at kunne lægge yderligere et par hundrede € oveni budgettet, når man fra 2019 også skal betale for at køre igennem Tyskland.

Bordeaux er jo altid dejlig. Vinstokkene står små og beskårede hen og venter på at sætte nye blade og druer, som kan blive til fantastiske vine. Vi kørte gennem Borðeaux´ vinmarker ad små veje, som havde været sjovere i en personbil end i en stor camper.

 

Farvel sne

Fantastisk at forlade sne og minusgrader til fordel for forår og tocifrede plusgrader. Knapt var vi nået til Belgien før solen skinnende på os og gav os en varm velkomst. Termometret viste 17gr. og vi var klar over, at vi havde drejet den rigtige vej….mod syd!