Vinrute – del 1

De sidste to etaper af vores tur, inden det går hjemad, var helliget de to vinruter i henholdsvis Alsace og Mosel. Fra Bodensee kørte vi små 200 km vestpå til Colmar, hvor vi indledte vores vinrute mod nord. Men før vi startede turen, skulle vi opleve den smukke by, som blandt andet byder på et område, som kaldes Lille Venedig. Det er et meget hyggeligt og romantisk sted omkring floden La Lauch, som løber gennem byen. Her kan man fra broen (ikke helt Rialto broen) betragte de små gondollignende både, som bringer turisterne rundt mellem de mange maleriske huse, der ligger helt ned til vandet.

Lille Venedig og restauranten, hvor vi fik en drink

Colmar er virkelig en pyntesyg by, men den slags byer skulle vi sidenhen se flere af. Der er gjort en dyd ud af at pynte husenes i forvejen smukke bindingsværksfacader i forskellige temaer. Ikke alle lige smagfulde, men til gengæld fantasifulde.

Facade pyntet med hjerter
Facade med blomster tema
Vandkander

Fra Colmar gik turen langs den afmærkede vinrute “ Alsace route des vins”. Afsted det gik i sneglefart mellem vinmarker og små landsbyer, alle med en eller flere vinhuse, som tilbyder vinsmagning og salg fra “stalddøren”.

Vinruten i Alsace er 172 km
Smukt ser det ud, selvom det er tidligt på sæsonen

MEN, da vi har været på rejse så længe, har vi ikke længere styr på hverdage, weekender og helligdage. Alt flyder sammen i feriedage. Så den dag, vi drog gennem Alsace, var altså en søndag, og da var stort set alle vinhuse lukkede. Så stor skuffelse da vi blandt andet i Hunawihr skulle besøge Sipp Mack, vingården som har leveret mange gode vine til vores vinklub.

Ingen vinsmagning i dag

I byen Riquewihr fik vi endnu engang oplevet områdets trang til at udsmykke deres huse. Det var en eksplosion af fantasifulde facader. Og på toppen af et af husene sad et storkepar og bekræftede, at området desuden er kendt for sine talrige storke, som vi så en del af.

Smukke bindingsværkshuse i stærke farver i Riquewihr
Romantikken blomstrer
Vi ventede længe på at storken skulle rejse sig
Carina er helt oppe at køre over de mange storke

Efter en lang dag mellem vinmarkerne forlod vi Alsace, for at finde overnatning, før vi skulle videre til Mosel.

Gammel kærlighed ruster ikke

I mange år har vi camperet i Sydfrankrig med børnene, og de skulle ikke være særlig gamle, før de hellere ville have Moules frites end en BigMac menu. Vores absolutte favorit sted var campingpladsen La Bergerie i Vence, små 30 km fra Nice. Det er nu 17 år siden vi var her sidst, men pladsen er som vi husker den, og den sødeste familie, som ejer pladsen, er her stadig. La Bergerie er stadig vores absolutte favorit campingplads, ikke blot i Frankrig, men den bedste overhovedet.

Desværre var poolen endnu ikke åben

Vence er jo også stadig Vence. En vidunderlig historisk by, hvis gamle bydel er omkranset af en mur med fem porte.

Der er som sådan ikke noget turistisk højdepunkt i Vence. Man er blot tilstede i en ældgammel by, hvor man suger atmosfæren til sig, og tænker, at her kunne man da godt slå sig ned. Kunst fylder en del i Vence, selvom den store magnet på den front er St. Paul de Vence som ligger nogle kilometer herfra. Vi havde besluttet os for at tilbringe dagen i Vence, da St. Paul efter vores mening er blevet lidt for turistificeret.

En af de fem indgange til den gamle by

Alt er ved det gamle i Vence, torvet Place de Grand Jardin, supermarkedet LeClerc med en total umulig indkørsel og ja selv Staff butikken er her endnu. Det eneste vi manglede var vores børn.

Ju hu, endnu et marked

Hasta luego Espana

En måned efter vi tog afsted fra Danmark og efter at have tilbagelagt 5550 km forlod vi Spanien. Det har været en fantastisk måned, med mange dejlige oplevelser. Men selvom Spanien nok er det sikre valg med hensyn til sol og varme på denne årstid, havde vi besluttet os for, at turen ikke skulle ende som en badeferie. Vi skulle ud og opleve forskellige steder i Europa – nogle gange i varme og andre gange iført overtøj og vandrestøvler. Men alligevel kom det som lidt af et chok for os, at da vi vendte ryggen til Spanien, vendte vi også ryggen til det gode vejr. I hvert fald for en stund. Ved Cote d’Azur, som jo altid har taget imod os med strålende solskin om sommeren, har vejret været forfærdeligt i en uge nu. Det har rent ud sagt pisset ned, og det gør det stadig. Vi er dog nødt til at gøre ophold her, på vej til Italien, og så må det jo betyde et par dage med en god bog.

Læg mærke til, at vejret stadig er godt på denne side af grænsen

Sand sand og atter sand

Syd for Bordeaux ligger Arcachon, som er et ferieområde for rige franskmænd. Vi (mest Carina) kender området fra adskillige sommerferier med Le Gradman.  Vi klatrede på den store sandklit – Dune du Pilat – desværre i en strid vestenvind, som betød at det var mere end vanskeligt at tage billeder af den fantastiske udsigt.

Vi overnattede i en smuk naturpark ved Biscarosse, blot 200 meter fra havet. Biscarosse er blot en af mange strandbyer, som lever det vilde surfer og badeliv om sommeren, men som står mærkelig stille hen i vinterperioden. Og selvom 15-17 gr for os er nærmest sommerligt, var der ikke mange mennesker at finde.

Men smukt er her uanset menneskeliv eller ej. Og havet kan  jo næsten konkurrere med Vesterhavet.

 

Vin vin vin

Vi nåede til Bordeaux søndag eftermiddag, efter en hård dag på motorvejene ( hele turen igennem Frankrig kostede € 135. Nu har tyskerne endelig fattet, at det er en guldgrube at tage vejskat, så man kan  “se frem til” at kunne lægge yderligere et par hundrede € oveni budgettet, når man fra 2019 også skal betale for at køre igennem Tyskland.

Bordeaux er jo altid dejlig. Vinstokkene står små og beskårede hen og venter på at sætte nye blade og druer, som kan blive til fantastiske vine. Vi kørte gennem Borðeaux´ vinmarker ad små veje, som havde været sjovere i en personbil end i en stor camper.