Hjemme igen

Efter Mosel og Tyskland var vores rejse og eventyr slut for denne gang. Det varme vejr var blevet skubbet nordpå, og det forlød hjemmefra, at temperaturerne var de højeste i maj måned i mange år. Prognoserne lød på endnu mere sommerligt vejr, så vi så frem til at opleve det sene forår og den dejlige danske sommer.

Efter en dag på de tyske motorveje, og en grundig rengøring af vores mobile hjem gennem de seneste 10 uger, kunne vi sætte kursen de sidste kilometer mod Mols. Billedet var jo unægteligt noget anderledes end det, vi husker fra den 9. marts, hvor alting var dækket af sne.

Sidst vi så huset, var alt hvidt

En fantastisk rejse, med et væld af oplevelser er afsluttet, og  vi har nydt hvert et øjeblik.

 

Vinrute-del 2

I modsætning til vinruten i Alsace, som går gennem bakker, landsbyer og vinmarker et stykke væk fra Rhinen, løber stort set hele vinruten i Mosel langs Mosel floden, fra Trier i syd til Koblenz mod nord. Floden bugter sig gennem landskab med mange store sving, og hele vejen kører man med floden på den ene side og vinmarker på den anden. De fleste af markerne ligger på stejle skråninger på begge sider af floden, hvilket unægteligt stiller store krav til både pleje af planterne og høstning af druerne.

Mosel snor sig gennem landskabet med vinmarker på begge sider

Vi startede vores Mosel vintur med et besøg i byen Trier, som bryster sig af at være Tysklands ældste by. Men bortset fra resterne af den ældgamle borgmur, som tjener som indgang til bycentrum samt en imponerende kirke, var byen som de fleste andre byer. Til overflod fyldt med butikker, som repræsenterer de sædvanlige, internationale mærker.

Borgmuren i Trier bygget i år 180

Fra Trier gik det nordpå gennem noget af det smukkeste landskab Tyskland kan byde på. Og det kan efter vores mening sagtens måle sig med naturoplevelserne i både Spanien og Italien.
Da vi nåede til byen Bernkastel-Kues tjekkede vi ind på en campingplads, beliggende ned til floden og med en smuk cykelrute de tre kilometer ind til centrum. Bernkastel er en af de mange smukke småbyer langs Mosel, hvor man kan fornøje sig med at betragte de mange imponerende flotte huse, spise på en af mange lokale restauranter og naturligvis både smage og købe vin, direkte fra producenten.

Flere smukke huse her i Bernkastel
Weinstube Spitzhäuschen
Nok flyder Mosel stille, men ikke så sjældent stiger vandstanden. Mor Gretschen fortæller om de gange Bernkastel er blevet oversvømmet. Se mærkerne på huset

Moselområdet er leveringsdygtig i enorme mængder vin, lige fra Piesporter til hvidvin af virkelig høj kvalitet. Det er især Riesling, som tegner sig for langt den største vinproduktion.

Mosel er dog også andet end vinproduktion. Der er et omfattende udbud af krydstogtoplevelser, ombord på de lange, lave skibe, som sejler tusinder af turister på Mosel og ved Koblenz ind på Rhinen.

Krydstogt på Mosel

Derudover fungerer floden også som “landevej” for de lange flydende lastskibe, som sejler med sand, metaller, byggematerialer, affald og meget andet.

Flodpram på Mosel

Mosel var en stor oplevelse, som tegnede et noget andet og mere positivt billede af Tyskland, som ferieland (værsgo Michael).

Vinrute – del 1

De sidste to etaper af vores tur, inden det går hjemad, var helliget de to vinruter i henholdsvis Alsace og Mosel. Fra Bodensee kørte vi små 200 km vestpå til Colmar, hvor vi indledte vores vinrute mod nord. Men før vi startede turen, skulle vi opleve den smukke by, som blandt andet byder på et område, som kaldes Lille Venedig. Det er et meget hyggeligt og romantisk sted omkring floden La Lauch, som løber gennem byen. Her kan man fra broen (ikke helt Rialto broen) betragte de små gondollignende både, som bringer turisterne rundt mellem de mange maleriske huse, der ligger helt ned til vandet.

Lille Venedig og restauranten, hvor vi fik en drink

Colmar er virkelig en pyntesyg by, men den slags byer skulle vi sidenhen se flere af. Der er gjort en dyd ud af at pynte husenes i forvejen smukke bindingsværksfacader i forskellige temaer. Ikke alle lige smagfulde, men til gengæld fantasifulde.

Facade pyntet med hjerter
Facade med blomster tema
Vandkander

Fra Colmar gik turen langs den afmærkede vinrute “ Alsace route des vins”. Afsted det gik i sneglefart mellem vinmarker og små landsbyer, alle med en eller flere vinhuse, som tilbyder vinsmagning og salg fra “stalddøren”.

Vinruten i Alsace er 172 km
Smukt ser det ud, selvom det er tidligt på sæsonen

MEN, da vi har været på rejse så længe, har vi ikke længere styr på hverdage, weekender og helligdage. Alt flyder sammen i feriedage. Så den dag, vi drog gennem Alsace, var altså en søndag, og da var stort set alle vinhuse lukkede. Så stor skuffelse da vi blandt andet i Hunawihr skulle besøge Sipp Mack, vingården som har leveret mange gode vine til vores vinklub.

Ingen vinsmagning i dag

I byen Riquewihr fik vi endnu engang oplevet områdets trang til at udsmykke deres huse. Det var en eksplosion af fantasifulde facader. Og på toppen af et af husene sad et storkepar og bekræftede, at området desuden er kendt for sine talrige storke, som vi så en del af.

Smukke bindingsværkshuse i stærke farver i Riquewihr
Romantikken blomstrer
Vi ventede længe på at storken skulle rejse sig
Carina er helt oppe at køre over de mange storke

Efter en lang dag mellem vinmarkerne forlod vi Alsace, for at finde overnatning, før vi skulle videre til Mosel.

Meersburg og Hagnau

Efter fem dage ved den dejlige Bodensee har vi nu besluttet at køre videre mod nord. De seneste to dage har vi boet lige uden for byen Meersburg, som ligger ved den østlige bred af den del af søen som kaldes Obersee. De første dage havde vi boet ved Untersee.
Vi kørte til Meersburg Kr. Himmelfartsdag. Når vi er afsted i flere måneder flyder hverdage, weekender og helligdage sammen, så vi tænkte jo ikke nærmere over, at netop denne dag kunne være speciel travl. Men det var den, og vi var heldige at få den sidst plads på campingpladsen Alpenblick i Hagnau lige uden for Meersburg. Tyskerne holder også en lang weekend i forbindelse med denne helligdag, og der var masser af fest og musik, skyllet ned af store mængder lokalt øl og vin.

Vi fik den næstsidste plads.

Meersburg er en af de større byer langs søen, og den er bestemt et besøg værd. Den gamle borg fra det syvende århundrede, som byen er opkaldt efter og det nye slot fra 1750 er centrum for en hyggelig by, som primært lever af turisme og vinproduktion.

På vej ned fra det nye slot til den gamle borg, som er blevet restaureret løbende
Smukke bindingsværkshuse pryder gadebilledet i Meersburg

Der produceres ganske glimrende vine i Bodensee området. Især kan det anbefales at smage hvidvinene, henholdsvis Weissburgunder, Grauburgunder og så naturligvis en Müller Thurgau. Da det er umuligt at lave en ordentlig rejsebeskrivelse uden at sætte sig ordentlig ind i tingene, fik vi naturligvis smagt grundigt på alle vinene.


Maj måned er højsæson for hvide asparges i Schweiz, Østrig og Sydtyskland. Enhver restaurant med respekt for sig selv har da også et specielt “Spargel Karte”, hvor man kan vælge mellem mange forskellige asparges retter. Den traditionelle, og efter min mening den bedste, er asparges med hollandaise sauce og hvide kartofler. Så behøver man ikke mere. Carina har heri fundet sig en ny livret, som hun har lovet at tilberede til perfektion, når vi kommer hjem. Ledsaget af et glas Weissburgunder er lykken gjort, og man kan nyde en spadseretur hen ad promenaden, mens solen går ned.

På vej hjem efter en god middag

Bodensee – søen som deles mellem fire lande

Fakta:
Bodensee er Centraleuropas tredje største sø, og grænser op til både Tyskland, Schweiz, Østrig og Liechtenstein. Den er 63 km lang, op til 14 km bred og har en maksimal dybde på 252 meter. Søen får tilført vand fra 236 floder og bække, hvoraf Rhinen er den kendteste og mest betydningsfulde. Rhinen løber således igennem søen og fortsætter sit løb til den munder ud ved den hollandske kyst.

Solnedgang over Bodensee

Vi slog først lejr den 7. maj ved den del af søen, som kaldes Untersee. Ved et meget naturskønt område, hvor campingpladsen (igen) ligger helt ned til søen. Vi var heldige at få en plads med udsigt over vandet og tæt på ophalerstedet, hvor der dagen igennem var stor aktivitet med at isætte og ophale både. Søen er meget ren og der fiskes ivrigt både langs brederne, men især fra de mange småbåde, som trods alt ikke fylder meget på den kæmpestore sø.

Livlig aktivitet ved søen

Untersee er den del af Bodensøen, som ligger tættest på det område, hvor søen forvandles til Rhinen, og løber videre ind i Schweiz. Vi havde valgt at overnatte her, da vi gerne ville sejle en tur op ad Rhinen, og allerhelst hele vejen til Schaffhausen, hvor floden danner Europas største vandfald. Efter et par dag med cykelture i den skønne natur, tog vi afsted med en af de mange turbåde, som hver dag besejler søen og som standser ved alle de små landsbyer både på den tyske bred ved søen og den schweiziske side.

Diessenhofen en af de mange, smukke byer langs Rhinen

Efter to en halv time på Rhinen, nåede vi Schaffhausen, og fik lejlighed til at se Rheinfall, som naturligvis ikke tåler sammenligning med Niagara Falls, men alligevel. Det er det største vandfald, vi har i Europa, og det var et imponerende syn at se de vældige vandmasser og den kraft de besidder.

Når man kommer tæt på vandfaldet er det svært at høre andet end vandets brusen
Vil man betale, kan man blive sejlet ud på klippen i midten

Tilbage igen mod vores lejr, og denne gang tog turen en time længere, da vi skulle sejle mod strømmen.

Det sidste stykke fra havnen til vandfaldet foregik i dette tog

Det lugter af ko

Det er et sikkert tegn på, at vi er ankommet til Tyrol, når der breder sig en lugt af ko. På adskillige skiferier i Østrig har vi oplevet, at disse husdyr er en helt naturlig del af billedet inde i landsbyerne. Har man plads til en ko eller to i underetagen, giver det både varme og mælk.

En ko eller to, med klokke om halsen

Da vi satte kursen mod Østrig havde vi besluttet, at vi ville besøge et af de skisportsteder, hvor vi har været et par gange. Området Serfaus- Fiss-Ladis ligger ca 65 km vest for Innsbruck i en højde på omkring 1400 meter.

Landsbyen Ried ligger i dalen, som man skal igennem for at køre op til skisportsområdet. Midt i denne landsby fandt vi en lille og meget hyggelig campingplads, hvor vi flyttede ind den 4. Maj. Her er stille og roligt og om natten høres kun brusen fra floden Inn, som løber langs landsbyen. Rundt om os på alle sider er der vægge af græsmarker, som afløses af træklædte klipper, for til sidst at ende i de rå, sneklædte bjerge.

Floden Inn løber sjovt nok gennem Innsbruck

Som nævnt ville vi se skiområdet Serfaus om sommeren, så vi tog bussen derop, da turen til fods trods alt nok var for krævende.
Vi ankom til en spøgelsesby. Ikke en mismodig og træt by, men en ren og velholdt by. Der var bare ikke en sjæl, og alt var lukket. De havde naturligvis overstået én højsæson og gjorde sig klar til den næste. Sommersæsonen starter først i slutningen af juni. Så planen om en frokost i restauranten Hög Alm på bjerget måtte vige for en medbragt sandwich og en tår vand.

Serfaus ligger i dvale og venter på sommergæsterne
Lukket overalt

Vi havde købt et vandrekort, og “besteg” nu bjergene mod Alp Kopf (2022 m). Fascinerende at gå i 23 graders varme, og passere bunker af sne, som liggende i skyggen endnu ikke er smeltet. Vi nåede nu ikke helt til Alp Kopf, men med dagens tur, har vi rundet de 100 km bjerg trekking.

Dejligt svalende i varmen
Udsigt fra trætoppene

Der er forbavsende rent i Østrig. Det står naturligvis endnu tydeligere for os, efter at have besøgt Spanien, Frankrig og Italien. Østrigerne er stolte af deres land, passer godt på det og bevarer deres værdier. Respekt for det. MEN, nogle gange er det som om, de ikke helt er kommet ind i dette Millennium. Man kan blandt andet stort set kun betale med kontanter, hvilket for en kontantløs dansker virker lidt irriterende.

Facademaleri på skolen. Skulle tro det var fra 1930
Idyllen lever skam stadigvæk
Jo jo, den er god nok. Skal man ringe skal man bruge mønter

Med kurs mod Dolomitterne

Vi har nu besluttet at vende snuden mod nord, dog med en sådan hastighed, at det gode vejr kan følge med os. Efter vores korte ophold ved den, efter vores mening, knapt så charmerende sø, Lago Trasimeno, er vi fokuseret på at finde et mere besnærende sted. Strande har vi fået nok af i Spanien, gamle byer med middelalderligt islæt har vi set i rigt mål og selvom Toscana er vidunderlig, har vi også her brugt vores kvote. Så kursen er sat mod de mere barske bjerglandskaber.

Den 1.maj om morgenen kørte vi fra campingpladsen ved Trasimeno, og havde sat hele dagen af til at køre nordpå. En del af de italienske motorveje er i så dårlig forfatning, at det i mere end én forstand er en rystende oplevelse. Vejene her overgås kun af de belgiske med hensyn til elendighed.

Vi havde udset os vores næste overnatning ved en sø (kan kun blive bedre end sidst) lige syd for Dolomitterne, omkring Bassano. Vi havde kun læst lidt om stedet, så vi var lidt spændte. Floden Cismon udspringer højt oppe i Dolomitterne og løber igennem en del større og mindre bjergbyer, før den flader ud på Veneto sletten og endelig løber ud i bugten syd for Venedig. På et sted danner floden en lille sø, Lago di Corlo. Søen er vist nok dannet ved hjælp af en dæmning i 1954. Rundt om søen er der stejle klipper, men også et lille stykke nogenlunde fladt land på den ene bred. Lige nok til, at der kan ligge en lille campingplads. Det er SINDSYGT smukt og helt uforstyrret. Det er svært ikke at sidde med et kæmpesmil og glæde sig over, at der findes sådanne små oaser.

Et kig ud over søen fra vores autocamper
Se mig!
Det er kunst
En salamander lå og solede sig på stien

Kort visit i Umbrien

Før vi gik igang med denne blog, indgik vi en aftale om, at vi ikke ville skrive noget negativt, men fokusere på det positive i enhver oplevelse. Derfor bliver dette indlæg ganske kort.

Efter at have kørt igennem Orcia dalen, kørte vi til Lago Trasimeno i Umbrien og overnattede nede ved søen. Så har vi prøvet det!

Søen er pænest på afstand

I al fairness må vi tilføje, at vi dagen efter vandrede en god tur på fire timer i bjergene, som omkranser søen med de mange myg.

Water and wellness

Val d’Orcia er opkaldt efter floden Orcia, som løber gennem dalen. Om sommeren er det dog så som så med vand, da floden tørrer næsten helt ud. Ikke desto mindre er Orcia dalen kendt for sin helt utrolige frodighed og skønhed. Græsmarker, kornmarker og rapsmarker forandrer landskabet i takt med årstiderne, og Cypresserne rejser sig som høje slanke kegler. Vinmarker blander sig i landskabet med et løfte om, at der igen til næste efterår kan høstes sangiovese grosso druer, der presses til Brunello vin. Lige nu er det hele bare grønt, i mange nuancer.

 

 

 

Vi forlod Montalcino for at køre en tur til Bagno Vignoni, og opleve en af områdets ældgamle wellness bade. Allerede i romertiden fandt man ud af, at der fra 1000 meters dybde strømmer varmt, svovlholdigt vand op.
Det blev grundlaget for at etablere denne kurby, hvor det var muligt at tage varme, helbredende bade.

Resterne af de gamle installationer på toppen

I dag strømmer der fortsat 52 gr. varmt vand op, som samles i et stort bassin midt i byen, hvorfra det strømmer gennem en kanal, og ned ad klippesiden til et bassin længere nede i dalen.

Her er den varme kilde, som er hele grundlaget for byen
Carina får dyppet tæerne i det varme vand i kanalen

Aflejringernehar efterhånden givet klippen en meget særpræget udseende.
Desværre fandt vi først ud af senere, at man rent faktisk har mulighed for at bade i et af bassinerne. Det ville jo have været dejligt med et dejlig varmt svovl/mudderbad.

Selvom vandet er løbet ned ad klippen er det stadig varmt

I 1800 tallet fandt man ud af at udnytte vandet til at drive vandmøller, som er bygget ind i klipperne i fire etager.

Møllerne og kværnene er indbygget i klippen

Et nyt vindistrikt

Vi forlod vores luksus camping i Chianti lørdag den 28, kl 10:00. I alt fik vi vandret 35 km på fire dage, i meget kuperet terræn. Så det har været godt for krop og sjæl. Kursen blev dernæst sat mod endnu et af Italiens berømte vindistrikter. En del mindre end Chianti, men til gengæld i den dyre ende af den ønologiske skala. Vi skal til Montalcino, hvor den ekslusive Brunello vin fremstilles.

En tavle i byen viser de mange større og mindre producenter af Brunello Di Montalcino

Byen Montalcino, ligger på en bakketop, så det er endnu engang forbundet med udfordringer at få svinget “huset” rundt og finde en egnet plads til det. Takket være vores faste ven ACSI, som er en bog for autocampere, hvori der er opført en del gode pladser rundt om i Europa, vidste vi, at der var flere vinproducenter, som med glæde tilbyder husly for autocampere, med forventning om at sælge deres vin til gæsterne.

Croce Di Mezzo er en af de efterhånden mange vinproducenter, som har valgt at satse udelukkende på at dyrke Sangiovese druen til fremstilling af Brunello vin. Tredje/fjerde generation af familien driver en mindre vingård med fremstilling af 15-20.000 flasker årligt.
Ind i gården, af med cyklerne og afsted mod byen for at se lidt på udvalget. Vi havde aftalt en vinsmagning på gården hos Roberto og Barbara senere på eftermiddagen.

Indgangen til vinkælderen hos vore værter

Montalcino er lidt ligesom Brunello vinen. Lidt for overvurderet og meget dyr. Men holder man pungen i lommen, er det en smuk by, med en fantastisk udsigt.

Udsigt fra Fortezza Di Montalcino. I den gamle borg afholdes hyppigt vinsmagninger

                         
Efter et par timer i byen var vi klar til at cykle de tre kilometer ned ad bakke til dalen, hvor vi skulle smage på tre Brunello vine og en Grappa.
Vi købte ingen vin, men det var en dejlig afslutning på en lang dag

Åh, disse smukke vinmarker

Vi tager en flaske Chianti mere

Vi har været mange dejlige steder på vores tur, og enkelte gange har vi også været lidt vemodige, når vi er draget videre. Men kun for en stund, for derefter at blive begejstret for et nyt sted.
Vores nuværende destination har dog holdt os fanget i længere tid end normalt, og vi regner med at blive her ugen ud, så vi har været her i en hel uge. Beslutningen hænger sammen med en vidunderlig natur og en ditto campingplads.
Vi har været på trekking to dage, og forventer at tage på tur igen i morgen. Den første tur var den hårdeste, da der var størst højdesforskel og ruten var mere bjergrig. Den anden tur blev så til gengæld den længste – dels på grund af rutens planlagte længde og dels fordi vi gik 1 km forkert og måtte tilbage igen.

Frodigt og smukt

Efter knapt fire timers vandring i den bagende sol, ER en swimmingpool og en kold øl altså ikke det værste. På denne tur havde vi så fornøjelsen af at se lidt mere af det rige dyreliv i Chianti. Vi fik både hilst på rådyr og vildsvin. Sidstnævnte var en so med en, måske flere små grise (vi så kun en grisling). Heldigvis på forsvarlig afstand. Mange steder er der gravet huller i jorden af svinene, og der er utallige aftryk af grisetæer.

Mon det er trøfler vildsvinene graver efter?

Nåja, og så er der jo et hav af firben, der piler afsted, når de hører os, eller de står helt stille og tror, at de falder i et med baggrunden.

Chianti til krop og sjæl

Chianti regionen er opdelt i otte kommuner, hvoraf halvdelen er beliggende i Firenze provinsen og den anden halvdel i Siena provinsen.
Chianti er naturligvis et stort vinområde, men det er også et område, som i den grad udtrykker den toscanske natur, med smukke, grønne bjerge og dale. Cyprestræerne vokser om kap med egetræerne og små kilder springer frem i bjergene og danner mindre og større vandfald på deres vej ned ad klipperne. Skal man opleve Toscana, er Chianti således et godt valg.

De smukke vinmarker

 

 

 

De smukke bjerge

Efter vores seneste overnatnng i den lille by, Certaldo, kørte vi ad små, snørklede, men alligevel fremkommelige veje gennem en del af Chianti området. Efter tre timer nåede vi frem til vores destination, som er en højtbeliggende campingplads, hvorfra der udgår mange trekkingruter og cykelruter.

Første dag på trekking. 7 km og højdeforskel på 300 meter

Pladsen åbnede for en ny sæson, da vi ankom, den 21.april. Det er et fantastisk område, og en ikke mindre fantastisk campingplads. Faktisk må det nærmere betegnes som et hotel, med værelser spredt rundt om i den egeskov, som området består af. Der er mere end 150 små hytter, som i højsæsonen udlejes for mere end 1000 kr pr. døgn. Men så er her også en super restauranter, barer, butik, store swimmingpools og jacuzzi. Heldigvis er der også 40 pladser til autocampere. Selvom det endnu er langt fra højsæson er alting åbent, og der allerede en del gæster.

Luksushytte med to dobbeltværelser, to badeværelser og en tv stue
Stort pool område med barer og restauranter

Kombinationen af lange vandre- og cykelture i skøn natur og forkælelse ved poolen er lige det, vi vil have. Så Camping-Village Orlando in Chianti bliver nok vores base den næste ugestid.

En tilfreds mand
En tilfreds kvinde

Smukke Firenze

Vi synes, at vi på vores tur efterhånden har besøgt en del byer, som byder på middelalderlige bygninger i mere eller mindre intakt stand.
Det var derfor ikke kun med det for øje, at vi fredag besøgte Firenze, hovedstaden i Toscana. Men alligevel bliver man jo betaget af de smukke og imponerende bygningsværker, som vidner om en tid, hvor rigdom og succes skulle afspejles i storladen arkitektur, ypperligt håndværk og størrelse. Nå ja, sådan er det vel stadigvæk.

Domkirken Santa Maria del Fiorentina med den grønstribede facade
Palazzio Vecchio, Rådhuset der stammer fra 1200 tallet

Vi fik naturligvis set både San Lorenzo, Duomo og Basilica de Santa Maria del Fiori, Campanile de Giotto og Palazzo Vecchio, spist på Piazza Vecchio og vandret over Ponte Vecchio. Broen, som går over floden Arno, og som er besat med små butikker på begge sider hele vejen over broen. Stort set alle butikker er eksklusive smykkebutikker og urebutikker. Desværre havde vi kun sat en dag af i Firenze, så vi fokuserede mest på at opleve selve byen, i stedet for at bruge tiden på timelange køer til f.eks. Galleria degli Uffizi, det verdensberømte kunstmuseum.

Ponte Vecchio broen, som i sig selv rummer et stort marked med butikker. I forgrunden en smuk donna

 

 

 

 

 

 

 

Italien og især Firenze har en lang historie med fremstilling af lædervarer, både sko, tasker og bælter. Desuden fremstilles her utroligt smukke tørklæder i blandt andet silke og bomuld. Butikker, som sælger disse varer fylder derfor meget i den pulserende detailhandel i byen. Florentinerne, er handelsfolk, ja man fristes til at bruge ordet krejlere. Så det skal man være klar over, før man beslutter sig for at gå på indkøb.
Ned ad gaden Via San Antonino ligger de små butikker med lædervarer og tørklæder, som perler på en snor. Foran hver butik står en eller flere sælgere, som tiltaler dig, når du går forbi. Standser du og viser interesse, er du fanget i deres net.

Læderbutikkerne på VIa San Antonino har trukket deres butik ud på gaden, så de bedre kan fange turisterne

Dette er en scene fra vores møde med de entreprenante handelsfolk:
Vi kigger på en taske, og spørger, hvad den koster. “Not too much, Sir” Han nævner en pris på 150 euro. Det er skidebilligt, synes vi.
Nej, det er for meget siger jeg og er på vej væk. “How much will you pay?” Så kommer krejleren jo virkelig op i en. Du kan få 75, siger jeg.
“No, no, I can’t do that.” Han tilbyder derefter tasken til 130, og da jeg fortsat ryster på hovedet ender han med 110. Stadig for meget, siger jeg, og han vil vide, hvor meget jeg maksimalt vil gå med til.
90, siger jeg, hvorefter han på vanlig vis, vil dele forskellen, så vi ender på 100. Nu har han jo bare fået fat i en jyde, og rollerne er nu byttet om, da han har vist, hvor sulten han er. Så jeg holder stædigt fast i 90 eller “no deal”. Så det ender med, at jeg får tasken til 90 euro, og har haft en fed oplevelse.
Skuespillet gentager sig nogle gange, og dagens høst er fire tasker, tre tørklæder og et bælte.

Sagnet siger, at hvis du rører ved bronzesvinets tryne, vender du tilbage til Firenze. Som det kan ses er trynen helt blankpoleret

Lucca tur/retur

Som tidligere nævnt har vi valgt vores nuværende adresse ud fra, at vi nemt kan komme frem til nogle af de ting, vi gerne vil se. Første stop Lucca. Turen ser således ud: 4 km på cykel langs vandet til stationen, herefter 20 minutter med tog, og så står vi udenfor bymuren til Lucca.

Udsigt over Lucca fra toppen af tårnet Torre Guinigi

Det er en fantastisk hyggelig by, omkranset af en mur, som man i øvrigt kan gå, cykle eller løbe på. I alt 4 km hele vejen rundt. Der er en håndfuld kirker og mange af de sædvanlige små stræder med charmerende gamle bygninger. De første  mure blev bygget helt tilbage i romerriget, og siden er der blevet bygget nyt og bygget til.

Nogle gange har det medført en underlig kombination af byggestile og materialer henover flere århundreder. Mange af Luccas gamle bygninger er derfor mere charmerende end de er harmoniske.

Domkirken San Martino, som består af et klokketårn fra 1100 tallet, og resten af kirken, som er opført 100 år senere. En mærkelig asymmetrisk bygning, hvor kirken er i marmor og tårnet delvist i sten og den øverste del i marmor.
Kirken San Michèle med den underlige gavl, som er meget større end selve skibet, hvilket skyldes at alle pengene blev brugt på den kunstnerisk udformede gavl, hvorefter resten måtte fremstilles i en discount udgave.

Lucca er også tilhørssted for mange kunstnere og kreative sjæle, så det er ikke svært at finde kunst af enhver art…. og kvalitet.

I baggrunden skimtes Torre Guinigi med de fem egetræer

Vi tilbragte dagen med at udforske de gamle bygninger, små stræder og så finde en bikini til Carina. Vi hvilede vores ømme fødder og fyldte vores sultne maver på Piazza Anfiteatro, som oprindeligt er et gammelt romersk amfiteater, og i dag er en oval plads med små cafeer og restauranter.

Pizza quattro stagioni

Vores første base i Toscana

Vi forlader Ligurien om morgenen, den 16. april og sætter kursen sydpå mod Toscana. Men hvor skal vi starte og hvor skal vi slutte? Vi vil jo gerne opleve så meget af området som muligt, men vil heller ikke bruge for meget tid på at køre ad snirklede bjergveje i et forsøg på at finde en ny overnatningsmulighed hver dag. Ved tilfældighedernes medvirken ender vi ved havnebyen Viareggio, da vi efter at have fyldt køleskabet op med proviant, kører langs stranden udenfor byen. Vi finder en dejlig campingplads, som ligger perfekt for de kommende dages udflugter, på cykel, med tog og i vandrestøvlerne.

Det mondæne hotel Principe Di Piemonte

Viareggio er dels en prominent ferieby med mondæne hoteller fra starten af nittenhundredetallet. De ligger langs den brede palmeboulevard med et utal af restauranter. Men Viareggio er også kendt over hele verden, for sin fremstilling af luksus yachts. Det ene værft efter det andet fylder landjorden omkring havnen, og i det store havnebassin ligger den ene kæmpe store yacht efter den anden.

Et af adskillige yacht værfter – Azimut Benetti
Sejlskibet i baggrunden måler over 50 meter!

Aldrig har jeg set så mange millionærskibe samlet  et sted. Det overgår selv Monaco. Og de er alle spritnye, og venter på at bliver afleveret til deres ejer, som formodentlig er en arabisk sheik, en oligark eller en italiensk mafioso. Her er 140 fod blot en lille båd.

Et par mindre skibe klar til afhentning

Buon Giorno Italia

Er du da tosset, der er mange tunneler fra Nice til Genova. 110 af slagsen for at være helt præcis. Vi har vel sammenlagt kørt 50 km igennem tunneler for at nå til vores næste stop, som er Italien. Før vi tager fat på det store Toscana eventyr, skal vi lige besøge Cinque Terre, eller De fem Landsbyer, som ligger gemt af vejen langs kysten lige nord for La Spezia. Vi havde på forhånd fået at vide, at de var et besøg værd, ja faktisk et absolut “must see”, og da nationalparken ligger på en eller anden “bevaringsværdig liste”, måtte vi da her forbi.

Vernazza med den smukke plads ved havnen

Lad det være sagt med det samme. Det var en god ide. Der ligger fem små byer helt ude på og ofte indbygget i klipperne. Byerne er meget picturesque og tiltrækker folk fra hele verden ( der var et helvedes rend af japanere). Vi tog toget fra vores campingplads til den første by: Monterosso, hvorefter vi vandrede op og ned ad klipper og smalle stier, for at nå til den anden by i rækken: Vernazza. Det er en uendelig smuk tur, som tager mellem to og tre timer, afhængig af trafikken. Men det er alle anstrengelserne værd.

Fjällräven er kommet til Italien. Den er set flere steder langs kysten

En af de “smukkeste” oplevelser er vel nok at se, hvordan de lokale landmænd passer og passer på jorden på de stejle klipper. Overalt ses terrasser, hvor der dyrkes vin, som efter plukning må transporteres ad et sindrigt anlagt transportbånd ned til byerne til videre bearbejdning.

Vil du på hiking i området, skal der betales

Efter at have vandret i næsten tre timer, valgte vi dog at lade os befragte med toget mellem de øvrige tre byer. Der skulle jo også være tid til at udforske byerne, som rummer mange spændende og enestående oplevelser.

Manarola med de stejle klipper, hvor fiskerbådene hejses lodret op fra vandet

Gammel kærlighed ruster ikke

I mange år har vi camperet i Sydfrankrig med børnene, og de skulle ikke være særlig gamle, før de hellere ville have Moules frites end en BigMac menu. Vores absolutte favorit sted var campingpladsen La Bergerie i Vence, små 30 km fra Nice. Det er nu 17 år siden vi var her sidst, men pladsen er som vi husker den, og den sødeste familie, som ejer pladsen, er her stadig. La Bergerie er stadig vores absolutte favorit campingplads, ikke blot i Frankrig, men den bedste overhovedet.

Desværre var poolen endnu ikke åben

Vence er jo også stadig Vence. En vidunderlig historisk by, hvis gamle bydel er omkranset af en mur med fem porte.

Der er som sådan ikke noget turistisk højdepunkt i Vence. Man er blot tilstede i en ældgammel by, hvor man suger atmosfæren til sig, og tænker, at her kunne man da godt slå sig ned. Kunst fylder en del i Vence, selvom den store magnet på den front er St. Paul de Vence som ligger nogle kilometer herfra. Vi havde besluttet os for at tilbringe dagen i Vence, da St. Paul efter vores mening er blevet lidt for turistificeret.

En af de fem indgange til den gamle by

Alt er ved det gamle i Vence, torvet Place de Grand Jardin, supermarkedet LeClerc med en total umulig indkørsel og ja selv Staff butikken er her endnu. Det eneste vi manglede var vores børn.

Ju hu, endnu et marked

Hasta luego Espana

En måned efter vi tog afsted fra Danmark og efter at have tilbagelagt 5550 km forlod vi Spanien. Det har været en fantastisk måned, med mange dejlige oplevelser. Men selvom Spanien nok er det sikre valg med hensyn til sol og varme på denne årstid, havde vi besluttet os for, at turen ikke skulle ende som en badeferie. Vi skulle ud og opleve forskellige steder i Europa – nogle gange i varme og andre gange iført overtøj og vandrestøvler. Men alligevel kom det som lidt af et chok for os, at da vi vendte ryggen til Spanien, vendte vi også ryggen til det gode vejr. I hvert fald for en stund. Ved Cote d’Azur, som jo altid har taget imod os med strålende solskin om sommeren, har vejret været forfærdeligt i en uge nu. Det har rent ud sagt pisset ned, og det gør det stadig. Vi er dog nødt til at gøre ophold her, på vej til Italien, og så må det jo betyde et par dage med en god bog.

Læg mærke til, at vejret stadig er godt på denne side af grænsen

Barca, Barca, Baaaaaarca!

En helt ny side af Spanien viser sig, når man kommer til det velhavende Catalonien og Barcelona. Vi kiggede lige forbi bøssernes paradis, Sitges (der ville Carina ikke bo) før vi indlogerede os på en campingplads 18 km syd for Barcelona. Det er en strategisk genial placering, for at tage på sightseeing i byen, men derudover får pladsen kun to stjerner i min bog. Kun få meter fra havet er her sikkert skønt om sommeren, men samtidig ligger vi meget tæt på lufthavnen, så der er en konstant larm fra fly der lander og letter. Nå, vi er her jo for at se Barcelona, og byens mange attraktioner.

I går brugte vi det meste af dagen på Ramblaen, havnen og de små sidegader. Vi sluttede af med at se den første bygning af byens store arkitekt, Antoni Gaudí. Paladset Palau Güell er et storslående værk, hvor Gaudí skabte en vanvittig smuk bolig for den meget velhavende familie Güell. Heldigvis vidste vi, at der jo er meget mere Gaudí i vente.

På taget af Palau Güell, hvor skorstenene er sirligt formede og besat med klinkestykker. I midten et tårn hvorfra lyset kan trænge ind og ses hele vejen ned i husets store centrale hall.
Indretningen af Palau Güell er pompøs og fantasifuld, både i udformning og materiale

I dag skulle vi så rigtig give den gas med museer og bygningsværker. Vi tog bussen tidligt til byen, og kort før vi skulle stå af, stiftede vi bekendtskab med endu en af Barcelonas særkender. En tysk turist råbte pludselig op i den overfyldte bus, at han var blevet frarøvet sin pung. “Ich bin gestohlen” “stop” “policia”. Efter en vild panik smed tyven pungen på gulvet og manden fik sin pung, men dermed slap tyven ( tyvene, da de jo oftest er flere om det) jo også væk, da ingen så, hvem der smed pungen.

Første stop var at besøge det berømte marked Mercat de la Boqueria, hvor tusindvis af folk flokkes for at købe de lækreste madvarer eller indtage morgenmad eller drikke en forfriskende frugtjuice. Vi havde derefter glædet os til at tilbringe nogle timer i Picasso museet, selvom vejret måske mere ansporede til at være udendøre. Og sådan blev det også. For museet er lukket om mandagen. Dårlig planlægning.

Hundredevis af mennesker maser sig ind på markedet

Det skulle nu ikke slå os ud, for den anden store begivenhed i dag var La Sagrada Familia, som vel nok er den største af Gaudis bygningsværker, som i øvrigt aldrig blev færdiggjort. Desværre er de så igang med den store færdiggørelse i øjeblikket, hvilket i den grad skæmmer synet af den smukke bygning. Heldigvis så jeg kirken for 20 år siden, hvor det var et betagende syn. Men det bliver vel pænt, når det bliver færdigt…. Mañana!

Byggeriet forventes afsluttet omkring 2028
ØV, ØV, ØV

Ind at se kirken skulle vi da…….ikke. Igen dårlig planlægning og ikke flere billetter før om aftenen. Så videre til de øvrige Gaudí bygninger og lidt tapas. Jeg er fascineret af Gaudis vilde ideer, anderledes formsprog og sammenblanding af stilarter, uden “ respekt” for, hvad man må og ikke må. Minder lidt om arkitekten Frank Gehry, eller omvendt.

Casa Batlló er et af de særeste boligbyggerier.

GT ved swimmingpoolen

Man kan vel også blive for kulturel… Vi trængte i hvert fald til en pause, hvor de mange indtryk kunne få lov til at bundfælde sig, og andre dele af hjernen kunne få lov til at tage over for en stund. Jeg vidste lige, hvordan vi skulle lave et mentalt ophold og hengive os til mere sociale og selskabelige fornøjelser. Min tidligere chef og gode ven, Kasper bor i Quesada, lidt syd for Alicante, og da han og familien tilbragte Påskeferien i deres skønne hus i Spanien, inviterede vi os selv, på lækker mad og masser af drinks og vin – lidt for meget.

Iskold Gin+tonic og 34 grader varmt vand i poolen

Regningen blev da også betalt dagen efter, da vi skulle videre. Så det blev blot til en kort køretur til Altea, lige nord for Benidorm, hvor vi slog os ned på en kæmpe campingplads lige ned til stranden. Her er masser af hollændere, som bor på pladsen i hele vinterhalvåret. Faktisk et ret hyggeligt sted, med masser af strandrestauranter, som serverer dejlig mad til fornuftige priser. Men ak, når hovedet er tungt, og vi har indgået en 0-alkohols aftale, for de kommende dage, så er der nu ikke meget ved at sætte sig ind og bestille skånekost og Coca Cola.

Altea Beach

Vi fortsætter den kulturelle rejse

Efter gårsdagens kulturelle oplevelse i Sevilla, følte vi os klar til at tage fat på endnu en af de store “must see” historiske monumenter i Spanien, nemlig Granada og Alhambra. En hurtig beslutning og en rask køretur på tre timer, så var vi klar til at slå lejr ved en lille landsby, med udsigt til de sneklædte Sierra Nevada bjerge. Som sædvanlig havde vi lige sikret os, at bussen holdt udenfor vores campingplads, så vi nemt kunne komme til Granada.

Udsigt fra campingpladsen

Der er 20 kilometer til Granada herfra. Turen tager 30 minutter med bus ad snoede veje. Og hold nu fast, det koster bare 1,80 Euro, svarende til 13,50 kr. En tur, der i længde og tidsforbrug ville koste omkring 60-70 kr. i Danmark. Granada er meget præget af dens muslimske fortid, og især i bydelen Albayzin er mange bygninger, restauranter, butikker og mennesker af muslimsk og marokkansk herkomst. Det giver en helt speciel atmosfære, og når man går gennem de snævre, snoede stræder og gader i Albayzin, føler man til tider, at man befinder sig i Marokko og ikke i Spanien.

Alt godt fra Marokko
Frokost på en marokkansk restaurant. Carina bestiller en øl!

Selvom vi lige havde været i Sevilla, og havde oplevet den interesse, der er for at opleve de store seværdigheder, var vi ikke lige forberedt på den “hype”, der er for at komme ind og se Alhambra. Vi var godt klar over, at det gamle slot ikke bare står og venter på, at vi skal komme forbi. Og en enkelt time eller to i kø var vi da også klar til. Men desværre. Der udstedes 6000 billetter pr. dag, og de er stort set alle sammen bestilt på forhånd. Så med mindre man har bestilt tid god tid i forvejen, kommer man ikke i audiens. Så vi måtte nøjes med at opleve Alhambra udefra og på afstand.

Et imponerende bygningsværk

 

Fra stranden til storbyen

En af ulemperne ved at køre rundt i en stor og klodset autocamper er, at vi er nødt til på forhånd at lægge en nøje overvejet og gennemtænkt strategi, når vi ønsker at besøge en by, med små og ofte ensrettede gader. Efter at have nydt det afslappede og sorgløse liv i Tarifa, kørte vi mod Sevilla. Vi havde søgt efter campingpladser i nærheden af byen, men noget sådant findes åbenbart ikke i denne smukke, andalusiske hovedstad. Vi måtte derfor endnu engang, bevæbnet med iPhone og GPS, forsøge at finde frem til det bedst mulige udgangspunkt for at gå på opdagelse i byen. En autocamper på syv meter parkerer man ikke på en hvilken som helst  P-plads.

Ved et tilfælde fandt vi et pænt område lige op ad Guadalquivir, floden som løber igennem Sevilla. Efter to glas hvidvin fik jeg overtalt Carina til,  at dette var den perfekte base. Fem minutter på cykel, og vi befandt os foran Catedral de Sevilla, byens absolutte hovedattraktion. Intet mindre end verdens største katedral tiltrækker enorme mængder af mennesker hver eneste dag. Og det ER imponerende, men samtidig lidt skræmmende, at det for nogen har været så afgørende at skabe en katedral, så enorm og så prægtig, at den ikke skulle kunne overgås af andre. Alene den store altertavle, som er vanvittig imponerende, tog én mand hele livet af udføre (uden at han blev færdig).

Sevilla er meget andet end katedralen, men trods de mange, små hyggelige gader med tapas og flamingo dans, var den store bygning alligevel det, som betog os mest.

Desværre fandt vi aldrig frem til barberen, og vi skal videre mod Granada

Afrika i sigte

Påskelørdag og en ny oplevelse. Vi er nået til det sydligste punkt i Spanien, kun 15 km fra Afrika. Her ved byen Tarifa forvandles Middelhavet til Atlanterhavet, hvilket skaber en helt anderledes kyststrækning. Strandene er nu ikke længere små og stenede, men sandet her er hvidt og fint. Store, brede strande uden en eneste sten strækker sig kilometer efter kilometer, og sammen med den hårde, oftest vestenvind, er her skabt de ideelle forhold for surfere. Boardsurfere, windsurfere og især kitesurfere strømmer til stedet, og med deres indtog hersker også en helt anderledes livsstil og atmosfære. Det er mere afslappet, langhåret og ungdommeligt her, og pengene og tiden prioriteres anderledes end langs kysten ved Costa del Sol. Butikkerne i den gamle del af Tarifa sælger surfudstyr, surfertøj samt lædervarer og bijouteri, som er en hippie værdig.

Med Afrika i baggrunden

Da vi ankom var der en perfekt vestenvind og himlen var fyldt med hundredevis af drager tilhørende kitesurferne, som dominerede i havet. Men i dag er vinden vendt og er blevet østlig og meget hård. Over 13 m/sek og vindstød, som er meget kraftigere. Der er rødt flag, og ingen overhovedet i vandet. Surt, hvis man er kitesurfer, og har afsat sin Påskeferie til at være på vandet. Havde vi ikke oplevet synet af de mange drager i går, ville det have været vanskeligt at forestille sig, hvordan det ville se ud. Da vi nu havde stranden for os selv, gik vi en lang tur i dag. Carina var i sit rette element, og nærmest strålede af lykke. Lommerne blev fyldte med muslingeskaller og andet godt fra havet.

Vi bor på en campingplads lige ud til stranden ( stranden er ca. 200 meter bred), tre kilometer udenfor Tarifa. Vi kan sidde og kigge ud over Gibraltar Strædet, med Afrikas kyst i baggrunden, og se de mange skibe, som sejler forbi døgnet rundt. Endnu har vi ikke set ud over havet, uden at der er adskillige  skibe i sigte.

Et evigt aktuelt budskab

Påskens store betydning

Gennem de seneste to uger, har vi rundt omkring på vores tur oplevet, hvordan forberedelserne til årets vigtigste højtid er blevet intensiveret.  Strandene er blevet ryddet op, gaderne og pladserne er blevet renset, og der er blevet opstillet podier og scener og opsat afspærringer, alt sammen for at kunne fejre Påsken med god samvittighed. Påsken eller Semana Santa, som højtiden kaldes i Spanien, fejres med pomp og pragt, og med en højtidelighed og religiøs overbevisning, som vi ikke kender til i Danmark. Skærtorsdag og især Langfredag er der procession gennem stort set enhver by, også de små landsbyer. Optogene, som nærmest virker middelalderlige i deres fremtoning, foregår ved at forskellige religiøse broderskaber bærer såkaldte Pasos gennem byen. Pasos er figurer af henholdsvis Jesus på korset og Jomfru Maria. Figurerne skulle efter sigende være meget tunge, så de mange bærere føler byrden på deres skuldre Foran disse pasos, går en gruppe af kutteklædte mennesker, som får det hele til at virke noget uhyggeligt og middelalderligt.

 

I dag er Finns fødselsdag, hurra, hurra hurra!

Vi forlod de lækre strande ved Marbella, for at opleve et gensyn med Finn… og alle de andre 🙂 Den 30. marts fyldte vores barnebarn nemlig 1 år, og da Lis og Ole (Emilies svigerforældre) havde inviteret hele familien til Estepona, en halv times kørsel fra vores seneste “camp”, var det oplagt at få vores rute til at passe med dette. Vi havde en dejlig dag, med lækker tapas retter og masser af Sangria. Finn var i strålende humør og kunne helt sikkert huske både mormor og morfar, selvom det nu efterhånden var en måned siden, vi havde set hinanden. Tak for en dejlig dag til både Emilie, Peter og til Lis og Ole.

Velkommen til de riges paradis

Så er vi i Marbella. Stedet hvor de rige færdes året rundt og konkurrerer i at opføre den største villa eller anskaffe den største båd. Vi ankom i går til en strand udenfor Marbella, i et område, der hedder Puerto Bañus. Vi havde ingen ide om, hvor vi skulle hen, men havde blot besluttet at køre ned til havet og finde en egnet parkeringsplads med udsigt til vandet. Ved et tilfælde ender vi i et af de mest eksklusive områder ved Marbella. Vi parkerede vores hus helt ned ved stranden, med adgang til morgenbad i havet, undendørs bruser og WC faciliteter. Alt sammen gratis!

Herfra går der en lang promenade langs stranden ind til Marbella. Det vrimler med mennesker, der går ture, løbere, som ihærdigt forsøger at sætte nye rekorder og cyklister, der zig zagger sig gennem myldret. Det er fantastisk at cykle på promenaden med stranden og havet på den ene side og de store villaer og lejligheder på den anden side.

 

Har man ikke lige 15 mio til en kæmpevilla, hvilket er udbudsprisen på El Martinete, som skjuler sig bag murene (vi taler naturligvis Euro), kan man nøjes med at købe en lejlighed i en af de mange Beach Clubs til en tiendedel af prisen. Omgivet af høje hegn og vagter, sikres det, at man ikke forstyrres af fattigrøve, som hverken kan komme endsige kigge indenfor

Marbella er luksus i overflod. Bulgari, Gabana, Tom Ford, Versace…. de er her alle. Butikker side om side, hvor fruen kan få brugt nogle af sine lommepenge-millioner.

                

Okay, Marbella by er også andet og mere end ligegyldig luksus. Den gamle del af byen er ualmindelig smuk, med snævre gader, fyldet med spændende butikker og restauranter. Desværre må vi bare konstatere at prisniveauet i Marbella er DOBBELT så højt, som i flere af de andre byer, vi har besøgt.  Una cerveza med udskænkning er nu nået op på 5 Euro.

Vi tog en båd fra Puerto Bañus til Marbella. En kort tur på 20 minutter, men så fik da set området fra søsiden, og i dejligt solskin og 23 grader er det jo altid en fornøjelse at sejle. Dagen i dag var også tidspunktet for årets første dukkert i havet. Det er helt sikkert varmere end hjemme i Ebeltoft Vig. Sangria på stranden og aftensmad udenfor kl 21…. hvad skal vi så hjem for?

Malaga, en skøn blanding af gammelt og nyt

Ved første øjekast virker Malaga måske ikke særlig interessant eller charmerende. I hvert fald ikke fra den retning, vi ankom til byen. Men Malaga er en stor by, med store og driftige forstæder, og så er byen det absolutte forretningsmæssige centrum for Costa del Sol.  Med over 1/2 mio indbyggere og et enormt antal turister er det en storby, selvom vi danskere måske tænker på den som en ren turist-/badeby.

Når man først kommer ind i hjertet af byen, finder man ud af, hvor meget Malaga rent faktisk rummer. Den gamle bydel emmer af historie og atmosfære og gamle bygninger og ruiner ligger side om side med moderne arkitektur og kunst. Byen spiller naturligvis også på det faktum, at en af verdens mest kendte malere blev født her. Picassos museum og fødested sætter scenen i et større område i byen, hvor man ikke underspiller kunstnerens tilknytnings forhold til byen, og man slipper ikke udenom de mange souvenirbutikker og restauranter, der skal minde én om Picassos by.

Malaga er en fantastisk levende by med smalle stræder og hyggelige pladser, og det er en fornøjelse at sidde på en af byens mange små cafeer, og drikke en kop kaffe. Eller som vi gjorde, spise en lækker paella i El Jardin, en restaurant, som bringer os 100 år tilbage i tiden.

 

Fanget i den engelske koloni

Nu nåede vi så til Malaga. Vi fandt et sted lige uden for byen, lidt oppe i bjergene, cirka 20 km fra centrum. Vi kommer tilbage til vores oplevelse af Malaga lidt senere. Stedet vi fandt er en campingplads, som består af en afdeling med almindelige pladser, hvor man parkerer sin autocamper eller campingvogn. En anden afdeling, består af en lille allé, hvor der står faste vogne (nok nærmere chalets), på begges sider. Ideen er, at man lejer et “plot” for €375/md. Derefter får man placeret sit chalet på grunden, og vupti. Så har man en fast, spansk residens for kr. 33. 500 om året. Kvarteret her er beboet udelukkende af engelske pensionister, som kommer hertil i vinterhalvåret, og bruger det meste af deres tid på den nærliggende (1 km herfra) golfbane, eller andre baner, som der jo er nok af hernede.

Selvom her er tale om modne mennesker i pensionsalderen, har de ikke mistet deres engelske kultur eller rettere mangel på samme. De opfører sig som englændere normalt gør, når de er samlet: højtråbende, dominerende, hensynsløse, ukultiverede og absolut fordrukne. Den eller så hyggelige bar med terrasse er okuperet og omdannet til engelsk pub, hvor de mange snart eks-europæere holder til.

En anden specialitet her i området er, at de mange store sommer residencer, stort set alle er bevogtet af mindst to, gerne tre store aggressive hunde. De reagerer hver gang man går eller cykler forbi, og det medfører naturligvis, at der er en evig gøen, da den ene hund inspirerer den næste.

 

Mere mad

   

  

Madmarkeder, både permanente og ugentlige, findes i stor stil her ved Sydkysten. Altid indbydende præsenteret, med friske råvarer og færdige produkter af høj kvalitet. Man sælger varerne med stolthed og tager sig tid til at rådgive og hjælpe selv en stakkels turist, som kun kan begå sig med de mest simple spanske gloser.

Vores eneste “problem” er, at det er så rørende billigt at spise på restaurant, at det ikke giver mening for os at købe råvarer ind, for at tilberede en lækker middag, bestående af fisk, skaldyr, blæksprutter eller store, spanske bøffer.

Historien om en gris

Det er dejligt, at vores blog bliver set og læst, og så må vi jo naturligvis tage imod den kritik, der kommer fra læserne 😁  Således har Martin ønsket flere gastronomiske indlæg og reportager om vores møde med den spanske madkultur. Det skal vi gøre indsats for at forbedre. Her kommer den første, korte beretning….. om skinken 🐖. Ikke en hvilken som helst, men den mest berømte af alle skinker, som stort set sælges, og nydes overalt i Spanien.

Der findes  tre kategorier af skinke fra den iberiske gris. Jamón Serrano, som fremstilles fra almindelige kornfodrede hvide grise. Serrano skinken, der lagrer i et år, er den billigste. Dernæst findes der Jamón Ibérico, som fremstilles fra det sorte, iberiske svin. Skinken lagrer typisk i 18 måneder og opefter.

Den ypperste kategori af den iberiske skinke er Jamón Ibérico de Bellota. Den fremstilles fra fritgående sorte, iberiske grise, der frit fouragerer i de spanske skove og lever af agern og bær.

På trods af min generelle aversion mod at spise svinekød, må jeg erkende, at der er en verden til forskel på at stikke gaflen i et penicillinpumpet, vækstoptimeret, fabriksfremstillet dansk svin – og så nydelsen af en spansk skinke, hvor der er sat en ære i at skabe en smagsoplevelse. Når prisen på Jamon Ibérico og queso, fremstillet af gedemælk og fåremælk desuden er latterlig lav i forhold til derhjemme, ja, hvorfor så snyde sig selv for den oplevelse. Desværre går det jo så ud over vægten og taljemålet

Fra Costa til Costa

Hvis man har prøvet at køre på A7, vest på fra Almeira, har man i hvert fald erfaret to ting. Både at der fremstilles og anvendes enorme mængder plastfolie i området og ikke mindst at Spanien er Europas største producent af tomater.
Over en strækning på omkring 100 kilometer, ses gigantiske drivhuse på ethvert stykke vandret liggende jord. Et areal på flere hundrede, ja tusinde kvadratkilometer er således dækket af hvidt plastik.
Som det er tilfældet med vores vindmøller, er synet af disse drivhuse nok kønnere, hvis man selv er indehaver af et sådant. Hvis man taster Almeira, Spain ind på Google Earth, vil man kunne få et indtryk af, hvor store arealer, der rent faktisk afsættes til at dyrke tomater. Længere mod vest, hvor de flade arealer ned mod vandet afløses af bjergene, ses drivhusene nu mere sporadisk på plateauer langs bjergsiderne.
   
 
Vi ankommer til La Herradura, lige vest for Almuñecar i strålende solskin. Det er en lille enklave af strandbarer, restauranter, dykker- og surfbutikker, omgivet af store udsigtsvillaer, der omhyggeligt er opført op ad bjergsiderne, som fører helt ned til havet. Vores campingplads ligger mindre end 100 meter fra stranden og er typisk spansk, med masser af charme og atmosfære. Vi gør os altid megen umage for at finde de små og lidt specielle steder, og undgår helst de store og mere turistprægede pladser. Her på campingpladsen, som kun rummer omkring 100 pladser, taler de stort set kun spansk. Der er ingen tvivl om, at her er stor aktivitet og liv her om sommeren, men da vi trods alt stadig befinder os tidligt på sæsonen, er området præget af englændere og tyskere, som søger væk fra de kolde områder. Ja, og så en enkelt dansker (os) og en svensker i den største autocamper, vi til dato har set

Naturens spisekammer

En af de ting, man glædes over, når man rejser sydpå, ikke mindst til Spanien, er den overdådighed af frugt, bær og andre gode sager, som vi desværre ikke kan fremavle i Danmark. Man bliver glad i låget, når man ligefrem vælter sig i de forskellige planter, som naturen har at byde på. Her i området omkring den lille landsby, El Burro er der ikke mangel på hverken mandeltræer, oliventræer og Naranjas.

Sierra Espuña Regional Park

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu en gang faldt vores valg på en smukt beliggende naturcampingplads. Denne gang lidt længere mod syd, i nærheden af Murcia. Nu gjaldt det indvielse af vandrestøvlerne, da området er kendt og besøgt for sine mange, smukke hiking ruter. Søndag morgen besluttede vi os for at prøve lykken med kort i hånd og vandflaske på ryggen. Den første tur varede knapt to timer, hvorefter vi havde et kort pitstop med skift til korte bukser og mere vand. Derefter tog vi fat på en længere tur, så vi alt i alt fik vandret og klatret i seks timer denne dag.

Mandag besluttede vi os for at udforske endnu en af de mange ruter, og da solen skinnende og der var 16 grader, tog vi fat på turen.

Ruterne er meget varierede – med alt fra vandring i udtørrede floder, klatring på store sten til lange strækninger højt oppe med udsigt over de mange olivenlunde

 

Mod varmere områder

Den 15. Marts blev en transportdag, hvor vi kørte fra San Sebastian til Valencia. Eller rettere sagt, til et smukt område 30 km før kysten ved Valencia. Vi fandt en campingplads i landsbyen  Navajas, hvor vi efter nogen møje og besvær fik manøvreret bilen ind på en efter vores begreber meget lille plads mellem træer og stenvægge.

I dag har vi cyklet rundt i området, som er fyldt med cykelruter og vandrestier. Fantastisk. Efter fem timer i sadlen var vores baller brugte, og vi sluttede af med en lille vandretur til Salto de la Novia, som er en slugt med flere vandfald.

 

Madglæde i Spanien

Der er ingen tvivl om, at spanierne går meget op i madlavning og ikke mindst de små retter – pintxos.

San Sebastian er nok kendt for sine mange Michelin restauranter, men mindre kan nu også gøre det. Vi havde vanskeligt ved at vælge en af de utallige restauranter med kæmpe udvalg af lækre, lækre pintxos til vores frokost, efter at have gået rundt i de gamle gader og set på en meget hyggelig by

San Sebastian

 

Vi ankom til San Sebastian i aftes. Vi bor på en lækker campingplads udenfor byen, i området Igueldo, som er en af de mange bjerge der omgiver byen. Da vi ankom i går kunne vi lige nå at sidde i solen i bar overkrop i en timestid, men i dag er det overskyet og det er blæst kraftigt op. I dag tog vi bussen, som efter 30 minutters hæsblæsende kørsel nåede ind til den gamle del af byen. Nemt og bekvemt uden at skulle manøvrere det store skrummel af Autocamper rundt på de snævre veje. San Sebastian er en smuk by med en fantastisk udsigt og skønne strande

Sand sand og atter sand

Syd for Bordeaux ligger Arcachon, som er et ferieområde for rige franskmænd. Vi (mest Carina) kender området fra adskillige sommerferier med Le Gradman.  Vi klatrede på den store sandklit – Dune du Pilat – desværre i en strid vestenvind, som betød at det var mere end vanskeligt at tage billeder af den fantastiske udsigt.

Vi overnattede i en smuk naturpark ved Biscarosse, blot 200 meter fra havet. Biscarosse er blot en af mange strandbyer, som lever det vilde surfer og badeliv om sommeren, men som står mærkelig stille hen i vinterperioden. Og selvom 15-17 gr for os er nærmest sommerligt, var der ikke mange mennesker at finde.

Men smukt er her uanset menneskeliv eller ej. Og havet kan  jo næsten konkurrere med Vesterhavet.

 

Vin vin vin

Vi nåede til Bordeaux søndag eftermiddag, efter en hård dag på motorvejene ( hele turen igennem Frankrig kostede € 135. Nu har tyskerne endelig fattet, at det er en guldgrube at tage vejskat, så man kan  “se frem til” at kunne lægge yderligere et par hundrede € oveni budgettet, når man fra 2019 også skal betale for at køre igennem Tyskland.

Bordeaux er jo altid dejlig. Vinstokkene står små og beskårede hen og venter på at sætte nye blade og druer, som kan blive til fantastiske vine. Vi kørte gennem Borðeaux´ vinmarker ad små veje, som havde været sjovere i en personbil end i en stor camper.

 

Farvel sne

Fantastisk at forlade sne og minusgrader til fordel for forår og tocifrede plusgrader. Knapt var vi nået til Belgien før solen skinnende på os og gav os en varm velkomst. Termometret viste 17gr. og vi var klar over, at vi havde drejet den rigtige vej….mod syd!

Den store beslutning

Så er de væsentlige forudsætninger på plads, for at vi kan foretage vores tre måneders rejse, for at få fyldt vores personlige rygsække op med natur, kultur og andre spændende oplevelser. En gammel drøm om at køre rundt i Europa er således snart en realitet.

Villaen er solgt og skiftet ud med en Autocamper (godt nok kun på lejebasis) og så er det afsted mod varmere regioner. Der findes ingen faste destinationer, eller fastlagte ruter, blot en ønskeseddel over steder, vi gerne vil besøge. Turen starter i Flensborg, den 9. Marts.